Op, op og op - ned, ned og ned - IGEN! :-)

Og så var vi på den igen!!! På vej op af Coromandel halvøen havde vi læst, at der midt ude i skoven løb en flod, hvor man i gamle dage gravede efter- og vaskede guld. Der skulle være en del vandreture af forskellig længde, men især én af turene fangede vores opmærksomhed. Turen var ca. 3 km og skulle efter sigende tage ca. 3 timer. Undervejs ville man bl.a. se nogle af de gamle guldgraver bygninger og gå igennem en 500 m. lang minetunnel, hvor der inde i mørket ville sidde en masse ”glow worms”. Glow worms er små insekter, hvor hunnens bagende er helt selvlysende for at tillokke hannerne. Så når man kommer ind i de mørke huler, hvor de sidder, skulle det være som at kigge op på stjernehimlen!

Lige ved indgangen til stierne skulle der ligge en basis campingplads, dvs. kun toilet (hvis man er heldig), men ellers bare et stykke græs at parkere på.

Med kortet i hånden fandt vi afkørselen fra hovedvejen og kørte derudaf. Pludselig blev den asfalterede vej afløst af en grus vej, men da der ingen anden vej var tænkte vi, at vi sikkert var på rette vej. Så vi kørte og kørte og kørte indtil vi spørgende kiggede på hinanden – er vi stadig på rette vej? Tja, ikke helt til at gennemskue, men da vejen alligevel var for smal til, at vi kunne vende fortsatte vi. Og endelig kom vi til vejs ende, hvor der ganske rigtigt lå en meget smuk plads lige ned til floden omkranset af skov til den ene side og høje klipper til den anden. Så vi fandt os en plads – ikke at det var svært, da der kun var én anden bil.

Pakkede rygsækken med en trøje, video, kamera og vand og så hen til stierne. Og det så jo fint ud indtil vi have gået ca. 100 m. Den sti vi ville følge drejede pludselig opad, og jeg mener opad! Og stien var på ingen måde så vel præpareret som ved Fox Glacier. Næ nej, det var egentlig bare et spor, der var blevet trampet som gik op igennem tæt regnskov. Det så umiddelbart ikke særligt fremkommeligt ud for mig L.  Kim løb lidt op af stien, og da han kom tilbage sagde han konstaterende, at det ikke var noget for mig og mit robotben.

Nå men, heldigvis fortsatte der en anden sti hen langs floden som så mere flad ud og mere tilgængelig. Så vi valgte at gå den vej. Ud fra det ret mangelfulde kort ved indgangen til stierne så det ud som om, at vi så længere henne af den ”flade” sti ville kunne støde på den, vi oprindeligt ville gå.  For af sted det skulle vi – jeg VILLE ind og se de her berømte glow worms!

Så vi begyndte at gå. Og det gik fint derud af i en halvtimes tid, men så…..Så gik det opad. Af mange, mange høje trappetrin og et udtrampet spor igennem regnskoven. Hvad gør man så? Jeg tog hårdere fat i stokken og Kim tog fat under den anden arm, og så var det ellers med hiv og sving det atter gik opad. Men pyha det var faktisk hårdere end Fox Glacier for stien var meget ujævn, og da det lige havde regnet var den også meget mudret. Alligevel fik vi kæmpet os op, og da vi efter ca. 2 timer stod ved et stort hul i klippen var vi meget i tvivl om, om det var her de hersens glow worms boede. Da der var flere forskellige stier i området og skiltningen var meget mangelfuld kunne vi ikke helt gennemskue hvor vi var, og om vi var på rette vej.

 

Så Kim gik først ind i hullet og kunne se, at det var en gammel mineskakt der førte langt ind i klippen, og da stien så ud til bare at føre endnu højere op blev vi enige om, at det måtte være her. Så Kim fik skubbet min tunge ende op af den ca. 1.5 m. høje klippe, der førte ind i tunnelen. Og så blev det ellers mørkt!!!! (vi havde husket lommelygte J ) 50 m. inde endte tunnelen i en store hule med skakter på både højre og venstre side af os. Men disse skakter var lukket af med planker, på nær en lille åbning i hver side på ca. 50 cm. ”Hmm, det her er vist ikke helt rigtig”, tænkte vi, men da vi nu var gået helt herind måtte vi jo hellere lige stå i mørket lidt og se, om de her glow worms ville vise sig.

Pludselig siger Kim:” er der ikke noget der lyser på væggen?” Og på magisk vis begynder væggene at lyse op i en helt selvlysene grøn farve – hvor vildt!!! Eventyren Kim kunne dog ikke styre sig og møvede sig i mørket igennem den lille åbning i plankerne, ind i den næste tunnel. ”Jeg har sgu aldrig set noget lignende!” lyder det, og så måtte jeg jo famle mig vej derind. Og tænk sig – der inde (udover på væggene) sad der oppe over os i en sprække, tusindvis af grønne pletter. Hvis man ikke vidste bedre så skulle man tro, at vi kiggede direkte op og ud på nattehimlen fyldt med funklende stjerne. At stå der i bælgragende mørke og opleve glow worms, det var altså en af de oplevelser, vi helt sikkert aldrig glemmer!!!! Det var virkelig fascinerende…..

Nå, men vi skulle jo så ud og ned igen. Vi var sikre på, at vi måtte være gået forkert et sted, for ”vores” mineskakt kunne ikke være den nævnte på 500 m. Både fordi vi ikke var gået 500 m. ind, men også fordi man skulle kunne gå igennem skakten, hvor stien så ville fortsætte på den anden side, og det var i hvert fald ikke tilfældet her. Så den eneste rigtige beslutning måtte være at gå ned samme vej som vi gik op. Det var selvfølgelig en meget fornuftig beslutning lige med undtagelse af den ene lille detalje – så skulle jeg jo ned af det meget stejle, jeg lige havde kæmpet mig op af!!!!!!

Men men, ned det skulle vi jo. Så en fod foran den anden og så må det tage den tid det tager. Efter at være kommet ned af de MEGET stejle trapper kunne man enten fortsætte videre, hvor vi kom fra, eller gå igennem to meget korte tunneler. Kim havde tegnet lidt af efter kortet ved begyndelsen af turen og mente, at hvis vi gik igennem tunnelerne og fortsatte af den sti så ville vi komme ned der hvor vi ved turens begyndelse fortsatte ligeud, fordi det så for stejlt ud. Så den vej gik vi for ned det kommer man jo altid, og vi måtte bare klare det på bedste vis.

 

Den nye sti var egentlig ikke en sti ret mange steder - mere en gammel rende fra guldgravertiden som var godt dækket til af alskens regnkovsbevoksning. Så det blev en spændende tur på mere end én måde!

Men ved fælles hjælp fik vi forceret diverse væltede træstammer, vandløb, og meget stikkende planter. Og så lige pludselig, så var vi nede! Wupti, så var det klaret – og det havde ”kun” taget os 4½ time J Vi fik godt nok aldrig set alle levnene fra guldgravertiden, eller den famøse 500 m. lange tunnel med glow worms, men til gengæld fandt vi vores helt egen tunnel/grotte, hvor vi fik oplevet glow worms……

Så var det ellers tilbage til camperen og stolene frem, og så sad vi der og nød den sidste sol med et glas vin. Aften blev tilbragt med store kæmpe New Zealandske bøffer og rødvin. Inden sengetid sad vi lige udenfor med en kop kaffe og så, hvordan fuldmånen steg op over klipperne og lyste hele campingpladsen op. Hvilken afslutning på en fantastisk dag!

Og igen må jeg sige – jeg var træt da vi kom ned (ikke som efter turen på Fox der var 3 gange så lang), men jeg var ikke øm i benene og havde da stadig noget energi tilbage. Så det er jo rigtigt gode tegn, og endnu engang har jeg fundet ud af, at hvis jeg bare bider tænderne sammen og tager et skridt af gangen, så kan meget stadig lade sige gøre! Men det var jo også et af formålene med hele vores New Zealand tur – hvor langt kan jeg presses og stadig føle at det er en fornøjelse?! (og så er jeg jo heldig, at jeg har Kim til at hjælpe meget af vejen J).