Og så tror jeg det virker!! Vi beklager, at det har taget lidt tid før end det første indlæg er kommet på, men vi har lige haft lidt tekniske udfordringer L Men nu håber vi, at det virker!

Hold da op hvor har det været en lang rejse! Efter 34 timer landede vi endelig onsdag i Christchurch.  Men selvom det var en lang rejse, så skal jeg da nok lige love for, at der blevet taget hånd om mig på alle måder. Enhver frygt jeg havde for at rejse som handicappet blev fuldstændig manet til jorden! Mads fra Kipling Rejser havde sagt til os, at han havde arrangeret det sådan, at der ville være en kørestol klar til mig hele vejen til New Zealand, så det  lød jo helt perfekt!

Allerede da vi landede i Frankfurt, stod der med det samme en sød dame klar med en kørestol. Hun vidste  hvilket fly vi skulle med og fra hvilken gate. Så af sted det gik, men i guder hvor var der langt ud til gaten. Det tog vel godt 15 minutter for den flinke dame at skubbe mig videre på min rejse, men det virkede ikke som om, at det gik hende synderligt på. Nå, men da vi nåede ud til gaten skulle vi jo se om ikke vi kunne få lidt bedre sæder, eller måske ligefrem blive upgraded. Aftalen havde hele tiden været, at  Kim skulle skrue charmen på over for de søde damer fra Singapore Air. Men så vil det hverken værre eller bedre, end at det udelukkende er mænd der sidder og styrer gaten. Ups der røg den plan, så ja så måtte jeg jo forsøge mig J Og heldige var vi, for maskinen var ikke helt fuld, så den søde mand gav os nye sæder, hvor vi kom til at sidde på en række med 3 sæder, men kun Kim og jeg. Altså ville vi da få mulighed for at smide fødderne op, eller ligefrem ligge lidt ned.

At flyve med Singapore Air var en stor fornøjelse bl.a. fordi mit navn blev kaldt op ved gaten sådan, at Kim og jeg fik lov til at boarde først. Da vi landede i Singapore stod der – som i Frankfurt – straks en sød dame med en rullestol, hvorefter jeg blev kørt til én af de der golfvogne man så ofte er ved at blive kørt ned af i lufthavne. Wupti - op med både Kim og jeg og så var det ellers derud af i fuld fart med både blink og horn. Vi blev simpelthen kørt ned til deres Handicap Center, hvor vi blev tjekket ind til næste flyvetur. Jeg fik et fint klistermærke på tasken, hvor der stod, at jeg skulle være tilbage ved centret en time før afgang. Nå da tænkte jeg, hvorfor skal jeg ”rapportere” tilbage til dem? Er det ikke bare at finde ud til gaten?

Næ nej, for da vi tropper op til det aftalte tidspunkt bliver jeg igen kørt ud til den nye gate i rask trav. Der var selvfølgelig kø derude, men det klarede min chauffør uden problemer. Han drønede os bare lige ind foran alle de ventende, hvorefter vi hurtigt blev tjekket og lukket ind. Herefter gik der ikke mange minutter før end vi blev kørt ud til flyet.

Igen stod der en ”privat chauffør” klar da vi ankom til Christchurch. Hun sørgede hurtigt for, at vi kom igennem immigrationen og ned til vores baggage. Alt var kommet frem i god behold, og selv kørestolen og den af min mor hjemmefabrikerede pose havde klaret den lange tur fint.

Vel ankommet i lufthavnen ringede vi til camper firmaet, som indenfor 10 min kom og hentede os.

Da vi var fremme hos United Camper Rentals var der en lille halv times ventetid, før vi fik udfyldt papirerne og udleveret vores camper.

Da det jo havde været en lang tur var vores plan kun at køre en god times tid til byen Ashburton.

Først skulle der dog lige handles lidt ind. Vi fandt et KÆMPE discount supermarked som får Netto og Rema1000 til at ligne små kiosker. De mest basale fornødenheder blev smidt i kurven, hvorefter vi lige fik købt en mobile bredbånds USB nøgle, og så var det ellers af sted.

Vejret var faktisk ualmindeligt dårligt. 16 grader og silenende regn, men af sted det gik. Jeg skulle være den første til at køre -og selvom camperen kørte fortrinligt så skal man godt nok lige vende sig til at køre i den ”forkerte” side af vejen J

Nå men uden trafikuheld ankommer vi til Ashburton og parkerer vores fine lille hjem ved en park midt i byen. Herefter begiver vi os på jagt efter noget aftensmad. Finder en hyggelig bar/restaurant, hvor vi bestiller først suppe og derefter T-Bone steak.

Og hold så lige fast!!! Portion størrelserne var ENORME! Her kan amerikanerne godt pakke sammen! Efter at have spist halvdelen af suppen kom bøffen. Og den var simpelthen kæmpe! Og lå på et bjerg af hjemmeskårede pomfritter, og så var der selvfølgelig også lige et bjerg af onionrings….

Puha efter at have opgivet at kæmpe os igennem dette herlige måltid måtte vi simpelthen bare i seng. Så camperen blev hurtigt lavet om til en dejlig stor dobbeltseng og så var det ellers lige på hovedet i seng!

Efter 10 timers dejlig søvn vågner vi op til en pragtfuld morgen med store huller i skydækket og dermed håb for en solrig dag.

Vi forsatte syd mod Oamaru og stoppede efter en times tid i Timaru for at spise morgenmad på en anbefalet cafe. Dejligt dejligt J.   Med maven fuld drønede vi over i et stort byggemarked for at finde en transformer til camperen, så vi kan lade computeren og mobiler op. Dette hersens byggemarked var så kæmpestort, at Jem og Fix ville blive gule af misundelse, hvis de så udvalget af varer……Nå men vi fandt, hvad vi skulle have, men da vi skal til at betale er vores Visa kort væk!!!!!!!!!!!!!!! Så nu er gode råd dyre – hvad gør vi??????? Vi roder camperen igennem, men intet kort, så vi tænker at vi må have glemt det på restauranten aftenen før. Da vi kun har navnet på restauranten, men intet telefonnummer, kører vi ned til byens informationscenter og får en venlig dame til at finde nummeret til os, og tilmed lader os låne deres telefon. Heldigvis viser det sig, at kortet ligger i restauranten. Pyha!!!! Men det betyder jo desværre, at vi må køre den timelange tur tilbage nord på.

Ak og ve, men kortet blev hentet og tilbage på vejen igen. Men her er skaden ikke stor, da det jo blot gav mulighed for at nyde den smukke køretur én gang til!

Midt på eftermiddagen ankommer vi til byen Oamaru, hvor vi lidt nord for byen finder en dejlig campingplads. Vi får sat el til camperen og begynder at lade al vores elektronik op – man føler sig jo lidt nøgen, når der hverken er liv i mobil eller computer J.

Oamaru ligger lige ud til det sydlige Stillehav, og er især kendt for sine strande med sæler og pingviner. I rejeforslaget vi havde fået med fra Kipling, anbefalede de, at man tog ned til en bestemt strand ca. 2 timer før solnedgang, hvor pingvinerne angiveligt skulle komme op på stranden for at overnatte i klipperne. Så af sted med os!

Stedet for at se dem ligger oppe på en klippe ca. 50 m. over stranden. Der er en gangsti på ca. 200 m. hen til udkigsstedet. Med stok i den ene hånd og Kim i den anden får jeg stavret af sted. Og så venter vi ellers, og vi venter, og venter, og venter og venter!! Efter ca. 2 timer har vi set tre forpjuskede men tilsyneladende glade pingviner og pludselig beslutter  fire pels sæler sig for at gå i and på stranden. Det er virkelig en god oplevelse at se nogle af de berømte havdyr i deres rette element !  Herefter er det efterhånden blevet  småmørkt og koldt, så vi trasker stille og roligt om til vores camper igen.

Atter trætte efter en lang dag holder vi ind på McDonald’s (ja ved godt at det er noget fy!) og efter et hurtigt måltid er det ellers tilbage til vores lille hjem, en kop kaffe og en god nats søvn.

Så nu er vi veludhvilede stået op og har fået lidt kaffe og morgenmad og så går turen ellers lidt mere syd og så vest på ind i landet, hvor vi senere i dag gerne skulle ramme Omarama. Så alt for denne gang – nyt tilgår snarligt J.