Efter en dejlig sejltur med ”Bornholmer” færgen ankom vi til
New Zealands hovedstad Wellington. Planen var, at vi skulle ind og se museet Te
Papa. Det er et meget flot – og gratis indgang – museum, der handler om
udviklingen af New Zealand samt udstillinger af skeletter af mange af de dyr
der lever her. Men det der var det største trækplaster for os var KÆMPE
blæksprutten, der blev fanget for en del år siden. Den målte i levende live 9
meter. Ja, 9 meter!!!!!
Og jeg må sige, at den er STOR og lidt uhyggelig at se på.
Grundet præserveringen er den gået lidt i opløsning. Så det ene øje mangler og
huden er begyndt at skrælle af. Men det ændrer ikke ved, at det er noget af et
uhyre! Øjenhulen er så stor som en fodbold, og selve øjeæblet er på størrelse
med en appelsin – pyha tænk sig, hvis man havde mødt den, mens man plaskede
rundt i havet…..
Efter et par timer begyndte vi at køre nordover. Planen var,
at vi skulle op til en nationalpark Tongariro, hvor Kim gerne ville gå en tur
der hedder ”The Alpine Crossing”, der går henover vulkanen. Turen er ca. 20 km,
så det var vist ikke helt realistisk, at jeg kunne gå med. Nå, men efter 5
timers kørsel ankommer vi og går ind på et hotel, hvor de har vejrudsigten. Åh
nej! Det viser sig så, at vulkanen er lukket. Ikke pga. vejret, men fordi der
har været et smule aktivitet i vulkanen og man er derfor bange for, at den
pludselig går i udbrud. ØV ØV! Desværre ingen gåtur L Ja, så er gode råd jo rådne –
hvad gør vi så?
Der var jo egentlig ikke andet at gøre end at fortsætte
vores tur som planlagt. Så vi kørte en times tid mere nordpå, og fandt et fint
sted at overnatte ved et udsigtspunkt over dalen.
Næste morgen stod den på Huka Falls og Wai-O-Tapu. Huka
Falls er et sted, hvor vandet fra New Zealands største sø Lake Taupo presses
igennem en smal slugt. Hold da op! Der var godt nok fart på vandet. Efter at
være kommet igennem slugten ryger det ud over en klippekant (deraf navnet Falls
J). Ud over kanten
vælter 200.000 liter vand i sekundet!!!!!! Det er sgu godt nok imponerende og
rigtig flot.
Næste punkt på programmet var Wai-O-Tapu som er et vulkansk
område midt inde i skoven, hvor der er dannet en masse kratere og vandhuller,
der alle er i mange forskellige farver pga. de gasser og mineraler der kommer
op af undergrunden. Turen rundt er ca. 3 km, og det er jo ingenting set i lyset
af turen op til Fox Glacier J
Så af sted med os. Det første man bemærker, og det gør man så også! – er stanken
af rådne æg pga. svovlgasserne der kommer op. Det lugter godt nok grimt! Men
hurtigt ser vi hvad det hele går ud på. Frem dukker store søer og kratere der
alle damper og er i mange farver. Mange af søerne er kogende – 100 grader – da det
er vand, der kommer op fra undergrunden som på en eller anden måde bliver
opvarmet til kogepunktet. Så man har i hvert fald ikke lyst til at falde i! Det
var en meget spændende tur rundt og imponerende, at naturen kan lave sådanne
ting. Det sidste krater inden turen var slut var nok det vildeste jeg længe har
set. Da vi går hen imod det kan vi godt se, at det må være et stort krater. Det
hedder ”Devils Bath”, så vi tænker, at der må være noget spændende nede i
hullet. Og det skal jeg da lige love for! Der ligger simpelthen en kæmpe sø,
hvor vandet er skrigende gult! Det ser simpelthen ud som om, at nogle har taget
en gul overstregningstuds og hældt indholdet ned i vandet. Fantastisk!!! J
Tænk sig at have fundet det sted – det må have været noget
af en overraskelse J
Vi kørte så helt op til kysten nord på ved Tauranga, hvor vi
fandt en dejlig lille campingplads der ud over strøm og et varmt bad også har 3
pools med naturligt termisk vand – området er kendt for sit termiske vand.
Den ene pool som er den største, og hvor man rent faktisk
kan svømme nogle baner har en temperatur på 35 grader. Den næste lidt mindre er
37 grader, og den sidste som er på størrelse med et almineligt spabad er 39
grader. Ahhhhh hvor dejligt!!! Vi hoppede straks i badetøjet og kastede os ud i
den største. Og nu skulle prøven stå – kan jeg svømme????? Og ja, det kan jeg
faktisk stadig godt. På ingen måde som før jeg blev syg, men med en del anstrengelse
lykkedes det mig faktisk at svømme nogle baner. Det var godt nok en overraskelse
af de bedre! Jeg har altid elsket at svømme, og det er jo god træning, så jeg
er virkelig glad for, at det stadig kan lade sig gøre. Så det må vi se om vi
kan gøre mere af, når vi kommer hjem.
Nu går turen så op til en halvø der hedder ”The Coromandel”
som skulle have strande der ligner Bounty Land. Vejret har rettet sig – solen skinner
og det er 20-22 grader J
Så resten af turen står i vandaktiviteternes tegn med snorkelture og måske lidt
havkajak J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar