torsdag den 25. april 2013

Og så blev det Nord Øen......



















Efter en dejlig sejltur med ”Bornholmer” færgen ankom vi til New Zealands hovedstad Wellington. Planen var, at vi skulle ind og se museet Te Papa. Det er et meget flot – og gratis indgang – museum, der handler om udviklingen af New Zealand samt udstillinger af skeletter af mange af de dyr der lever her. Men det der var det største trækplaster for os var KÆMPE blæksprutten, der blev fanget for en del år siden. Den målte i levende live 9 meter. Ja, 9 meter!!!!!

Og jeg må sige, at den er STOR og lidt uhyggelig at se på. Grundet præserveringen er den gået lidt i opløsning. Så det ene øje mangler og huden er begyndt at skrælle af. Men det ændrer ikke ved, at det er noget af et uhyre! Øjenhulen er så stor som en fodbold, og selve øjeæblet er på størrelse med en appelsin – pyha tænk sig, hvis man havde mødt den, mens man plaskede rundt i havet…..

Efter et par timer begyndte vi at køre nordover. Planen var, at vi skulle op til en nationalpark Tongariro, hvor Kim gerne ville gå en tur der hedder ”The Alpine Crossing”, der går henover vulkanen. Turen er ca. 20 km, så det var vist ikke helt realistisk, at jeg kunne gå med. Nå, men efter 5 timers kørsel ankommer vi og går ind på et hotel, hvor de har vejrudsigten. Åh nej! Det viser sig så, at vulkanen er lukket. Ikke pga. vejret, men fordi der har været et smule aktivitet i vulkanen og man er derfor bange for, at den pludselig går i udbrud. ØV ØV! Desværre ingen gåtur L Ja, så er gode råd jo rådne – hvad gør vi så?

Der var jo egentlig ikke andet at gøre end at fortsætte vores tur som planlagt. Så vi kørte en times tid mere nordpå, og fandt et fint sted at overnatte ved et udsigtspunkt over dalen.

Næste morgen stod den på Huka Falls og Wai-O-Tapu. Huka Falls er et sted, hvor vandet fra New Zealands største sø Lake Taupo presses igennem en smal slugt. Hold da op! Der var godt nok fart på vandet. Efter at være kommet igennem slugten ryger det ud over en klippekant (deraf navnet Falls J). Ud over kanten vælter 200.000 liter vand i sekundet!!!!!! Det er sgu godt nok imponerende og rigtig flot.

Næste punkt på programmet var Wai-O-Tapu som er et vulkansk område midt inde i skoven, hvor der er dannet en masse kratere og vandhuller, der alle er i mange forskellige farver pga. de gasser og mineraler der kommer op af undergrunden. Turen rundt er ca. 3 km, og det er jo ingenting set i lyset af turen op til Fox Glacier J Så af sted med os. Det første man bemærker, og det gør man så også! – er stanken af rådne æg pga. svovlgasserne der kommer op. Det lugter godt nok grimt! Men hurtigt ser vi hvad det hele går ud på. Frem dukker store søer og kratere der alle damper og er i mange farver. Mange af søerne er kogende – 100 grader – da det er vand, der kommer op fra undergrunden som på en eller anden måde bliver opvarmet til kogepunktet. Så man har i hvert fald ikke lyst til at falde i! Det var en meget spændende tur rundt og imponerende, at naturen kan lave sådanne ting. Det sidste krater inden turen var slut var nok det vildeste jeg længe har set. Da vi går hen imod det kan vi godt se, at det må være et stort krater. Det hedder ”Devils Bath”, så vi tænker, at der må være noget spændende nede i hullet. Og det skal jeg da lige love for! Der ligger simpelthen en kæmpe sø, hvor vandet er skrigende gult! Det ser simpelthen ud som om, at nogle har taget en gul overstregningstuds og hældt indholdet ned i vandet. Fantastisk!!! J

Tænk sig at have fundet det sted – det må have været noget af en overraskelse J

Vi kørte så helt op til kysten nord på ved Tauranga, hvor vi fandt en dejlig lille campingplads der ud over strøm og et varmt bad også har 3 pools med naturligt termisk vand – området er kendt for sit termiske vand.

Den ene pool som er den største, og hvor man rent faktisk kan svømme nogle baner har en temperatur på 35 grader. Den næste lidt mindre er 37 grader, og den sidste som er på størrelse med et almineligt spabad er 39 grader. Ahhhhh hvor dejligt!!! Vi hoppede straks i badetøjet og kastede os ud i den største. Og nu skulle prøven stå – kan jeg svømme????? Og ja, det kan jeg faktisk stadig godt. På ingen måde som før jeg blev syg, men med en del anstrengelse lykkedes det mig faktisk at svømme nogle baner. Det var godt nok en overraskelse af de bedre! Jeg har altid elsket at svømme, og det er jo god træning, så jeg er virkelig glad for, at det stadig kan lade sig gøre. Så det må vi se om vi kan gøre mere af, når vi kommer hjem.

Nu går turen så op til en halvø der hedder ”The Coromandel” som skulle have strande der ligner Bounty Land. Vejret har rettet sig – solen skinner og det er 20-22 grader J Så resten af turen står i vandaktiviteternes tegn med snorkelture og måske lidt havkajak J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar