I følge Maori legender, var det halvguden Tu Te Rakiwhanoa,
som skar i New Zealands syd ø, og der igennem skabte Fiordslands(Fjordlandet).
Én ting er dog helt sikkert. Der må have medvirket en eller
anden form for guddommelig kraft i skabelsen af dette magiske og vidunderlige
område.
Til trods for at der er gået mange år siden kaptajn Cook,
fra det Tasmanske hav spejdede ind i fjorden ”Doubtless Sound” –og besluttede
sig for ikke at sejle ind, da han frygtede at der ikke var plads, dybgang og
vind nok til at han kunne få sit skib ud igen –er det som om tiden har stået
helt stille i den dybe fjord.
Der har været enkelte
tiltag med at drive jagt og grave guld forskellige steder i fjorden, men
ufremkommeligheden og de meget sparsomme muligheder for at finde flade steder
at etablere sig på, satte heldigvis en stopper for dette, således at området
stort set er uændret gennem millioner af år.
Det var derfor med store forventninger, at Stinna og jeg
satte os på den lille båd der skulle fragte os over Manapouri søen –herefter
med bus af en gammel grusvej som snoede sig gennem helt fantastisk subtropisk
regnskov (her regner 7000 mm. årligt!!!).
Enkelte steder åbnede regnskovens kroner sig ganske lidt –og
gav udsigt til de over 1000 meter høje tinder –med de næsten ligeså høje
vandfald. Et af dem er faktisk verdens 9 højeste, med sine 800 meter.
Igennem regnskoven ankommer vi til den lille bugt ”Deep
cove”, hvorfra skibet ”the Fiord Navigator vi skal sejle med afgår.
Det er et ca. 60 meter langt, 3 dækket motordrevet skib,
med -en tremastet rigning som benyttes
når vejrforholdene tillader det. Kaptajn Cooks bekymring var sgi ikke helt uden
grund J
Rent faktisk står vi ud af havnen for fulde sejl, da vinden
er østerlig –og vel om læ, krydser vi raskt ud gennem den næsten 450 meter dybe
fjord –skønt!
Allerede efter 5 minutter kommer Stinna og jeg med de
første…” nejjj, hold da op, har du set, helt fantastisk…” udråb –og sådan
bliver det faktisk ved de næste 24 timer.
Hver gang vi har beundret det fantastiske vue –og tænker..
”det kan simpelthen ikke blive flottere”, runder vi en lille pynt…. Og må
konstatere, at det kunne det så faktisk godtJ
Efter tre timer på dæk må vi lige ned og varme os lidt i
vores fine lille 12m2 kahyt med bad og toilet.. hvilken luksus!
Og ikke nok med det.. kort tid efter lyder skibsklokken og
vi begiver os op til eftermiddags the og scones, før vi igen sætter os ud på
dækket og fortsætter vores begejstring. Den ene fantastiske lille indskæring
efter den anden åbner sig når vi sejler forbi –og for hver ende af dalene, knejser træbeklædte granit tinder, hvor de
grønne og sorte vægge brydes af utallige store og små vandfald.
På vej ud når vi lige at se en lille flok af verdens mindste
pingvin art, den ”blå pingvin”. Sød
lille og sky fyr –der kigger måbende på os –og skyndsomt dykker og forsvinder!
Nu ringer skibsklokken igen –denne gang skal vi varme os med
en varm græskarsuppe –legeret med blå skimmelost som Stinna normalt ikke bryder
sig om. Hun kalder det med en let fnysen ”mug ost”, hvilket det jo ret beset
også er! --- men lur mig om ikke lige at hun guffede i sig. Den skal vist
prøves hjemme i DanmarkJ
Nå ud på dækket igen
da der lyder en melding fra kaptajnen om delfiner 100 meter om styrbord. Vi
skynder os ud, men desværre er de ikke i deres helt legesyge humør, så vi nyder
blot at se dem boltre sig med hinanden på god afstand af båden. I øvrigt til
Stinnas store fortrydelse… Det er simpelthen hendes yndlingsdyr J
Nå men nu vi er ude, bliver vi sidende oppe om dæk, mens vi
langsomt driver ud i det Tasmanske hav og beundrer solnedgangen sammen med den
kæmpekoloni af pelssæler, som lykkelige ligger og driver den af på
klippeformationerne som vi langsomt passerer tæt om bagbord.
Og så jo også lige Albatrossen som fik øje på mig –og
bogstavelig talt fløj op ved siden af mig, kun et par meter væk.. kiggede på
mig hvad der syntes som en time, men vel var 10 sekunder.
Eet øjeblik i og med en af naturens skabninger som jeg vil
bære med mig resten af livet !!
Dingdong.. nu ringer skibsklokken minsandten igen –og vi
kaster os ud i den fantastiske buffet –med den ene New Zealandske specialitet
efter den anden. Hertil et par glas skøn lokal Pinot Noir…. Tjahh det er svært
at bevare pessimismen J
Stinna hopper til køjs ved 2030 tiden da det har været en
hård dag for hende… mange transportskift, op og ned ad trapper –hoppe over dørk
og vandskot på skibet –og så de ubegribelige mængder frisk luft, vand og sol..
Hun sover godt J
Jeg selv tager en varm trøje, kaffe og en cognac med op på
dækket og nyder den sorte …. Nej rettere hvide himmel af gnistrende stjerner og
Mælkevejen som maler det smukkeste pastelhvide skær hen over den sydlige
halvkugles stjernetegn… Jeg går til ro med tanken om, netop at have set
Sydkorset våge over mig !
Rasle, knirke, knage… ankeret hales op og motorerne startes.
Vi er kl. 0600 stået op til en mørk skyfri himmel, hvor stjernerne og
solopgangen nu så småt kæmper om magten!
Efter den voldsomme morgenmad af betragtelig dimension,
nyder vi det ude på dækket med varm kaffe… Solen skinner, temperaturen har
sneget sig op på 10 grader så det kan næppe blive skønnere. Ohh jo det kan det.
Pludselig spotter vi en gruppe delfiner som leger et par hundrede meter fremme
om bagbord…
Stinna siger kom nu kom nu herhen –og de hører hende sgu. I
vild fart kommer de springende hen mod skibet –og lige under os. Tre meter nede
ved boven –hopper og leger de af sted ved båden i en ti minutters tid.
Vidunderligt syn –og det er IKKE fartvinden som gør at Stinna har vand på
kinderne J
Nu nærmer vi os land og begiver os fulde af glæde og indtryk
tilbage til vores lille camperhjem. Vi er begge meget stille. Dette har været
en så eventyrlig og fortættet oplevelse,
at det kommer til at tage tid før det for alvor synker helt ind. Hvilken
oplevelse!
Det er ikke uden grund at eventyreren Rudyard Kipling,
kaldte Doubtless fjorden for verdens ottende vidunder.
Vi er enige !!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar