Hvad var det så lige, der var med de der østers. Det kom sig
af, at vi havde besluttet, at når vi kom til Queenstown – som har nogle af
landets bedste restauranter – så ville vi finde et sted, hvor vi kunne smage
New Zealandsk lam.
Så efter en rigtig smuk køretur op fra Lake Manapouri ankom
vi til en af verdens smukkest beliggende byer. Og det må man sige at Queenstown
er! Efter en gåtur rundt i byen fandt vi en restaurant der på kortet havde en
super lækker lammeret. Samtidig reklamerede de med de berømte Bluff østers. Nå,
tænkte vi – måske er tiden kommet til at kaste sig ud i at smage, hvad vi altid
har tænkt på som en slimet gummiting. Så vi bestilte et halvt dusin. 3 au
naturel og 3 som var marineret i en slags HP sauce med bacon.
Så ind kommer de så. Flot ser det jo ud, men puha de så nu
også en anelse store ud! Det blev besluttet, at Kim skulle prøve først, og jeg
ville så tage billeder som dokumentation for at vi rent faktisk havde gjort det
J Så ned med den. Efter
at have tygget på gummitingen i et par sekunder konkluderede han, at det
faktisk ikke var så slemt endda. Slet ikke sådan en slimet ting som vi havde
forestillet os. Okay, så måtte jeg jo også hellere gøre det….1-2-3 og ned med
den. Havde besluttet mig for, at jeg altså blev nød til at tygge på den for
rigtig at kunne vurdere oplevelsen. Og nej, det er faktisk ikke så slemt.
Egentlig er det bare som at spise en stor musling. En anelse løsere i kødet,
men på ingen måde slimet. Smagen er – som mange også siger – en del af hav. Det
var nok det der gjorde, at det ikke lige var mig. Ikke konsistensen, men smagen
af hav. Så vi guffede de sidste, og de østers som var marinerede var faktisk
rigtig gode. Smagte selvfølgelig ikke meget af det østers egentlig er, men gode
var de J Så
vores konklusion er, at vi måske skulle prøve østers som ligger i noget
hvidvineddike med løg – det tror jeg faktisk kunne være ret godt, og det har vi
set at de serverer mange steder. Så det må være næste skridt i vores østers
odysse. Ellers bevæger vi os op mod et sted som er berømt for sine grønne muslinger.
Det er noget med mængden af alger der hvor de gror, der gør, at de bliver helt
grønne. Så det må vi jo også hellere smageJ
Men tilbage til maden i Queenstown. Som sagt bestilte vi denne
lammeret. Det var lammekoteletter, somm var vendt i en lækker brødblanding af
mange forskellige nødder og krydderurter. Dertil blev serveret en fillodej kurv
med en ragout af lammeskulder samt kartofler. Og hold da lige helt ferie!!!!! Hvor
smagte det bare godt! Kødet var helt lyserødt og så mørt, at det nærmest
smeltede på tungen. Det var virkelig en fantastisk oplevelse, og én som jeg er
sikker på, at vi vil gentag senere på vores tur.
Vi er nu kørt over mod vestkysten og New Zealands største
gletcher, hvorefter vi kører tværs over landet tilbage på østkysten, hvor vi
bl.a. skal ud at se hvaler og svømme med delfiner – og det glæder jeg mig
VOLDSOMT til J
Men mere om det hen af vejen.
Noget som jeg også gerne lige vil reflektere lidt over er,
hvordan New Zealand er som rejseland for én med et mindre handicap. Alle
steder, og jeg mener alle steder, er der handicapvenlige forhold og næsten altid
et handicaptoilet. Vil man på en arrangeret tur, som f.eks. turen nede ved
Doubtful Sound, eller bare følge en beskrevet gåtur, så er der oplyst, hvordan
forholdende er for handicappede. Det er helt utroligt. Og selv på de offentlige
toiletter vi møder på diverse rastepladser, eller en cafe i en by med 50
indbyggere, så er der et handicaptoilet. Jeg må sige, at jeg er dybt imponeret!
Al nervøsitet omkring den del af rejsen er helt ubegrundet, og det er jo
fantastisk J
Samtidig har jeg taget mindre af mine smertestillende
piller. Om jeg har mindre ondt ved jeg ikke rigtig, jeg tror måske bare, at jeg
er så travlt beskæftiget med at opleve ting, at bevidstenheden om mine smerter
er mindre. Men det er jo egentligt lige meget – det dejlige er, at jeg tager
mindre medicin. Trætheden er der stadig – dagene kan godt være lidt lange, og
jeg sover ikke til middag som jeg ofte gør derhjemme. Men heldigvis synes jeg ikke,
at det er et stort problem, og trætheden er slet ikke så slem, som jeg havde
frygtet hjemme fra. Så alt i alt er der kun positive ting at sige omkring det
at rejse i en autocamper i New Zealand. Det har i hvert fald givet mig mod på
også senere hen at kaste mig ud på en større og længere rejse….. J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar