De sidste dage.......

Efter at vejret havde rettet sig og solen og varmen var vendt tilbage besluttede vi at køre op midt på vestkysten af The Coromandel til byen Hahei. Byen (hvis man kan kalde den det) er mest kendt for sine strande, og der skulle være god mulighed for at snorkle. Så beslutningen blev taget om, at tilbringe vores sidste to rigtige feriedage på stranden. Vi kørte ned på en campingplads der lå lige ned til havet – og hvilken udsigt! WOW, det var som at se på et rejsekatalogbillede fra Thailand…..

Vi fik en førsteparket plads og bakkede camperen hen sådan, at når vi åbnede bagdørene var det som at kigge på et fotografi af paradis J Efter at have fået vores plads skyndte vi os op til den lokale dykkerforetning for at leje våddragt og snorkeludstyr. På kortet kunne vi se at der var to steder der skulle være rigtig fine at snorkle i. Den ene bugt hed ”Stingray Bay” (Rokke bugten) og bugten lige ved siden af hed ”Gemstone Bay” (Ædelstens Bugten). På skiltet ved begyndelsen af stierne stod der, at det tog 30 min til den ene og 20 min til den anden. ”Fint nok”, tænkte jeg det er jo ingenting i forhold til hvad jeg lavet på denne tur. Jeg havde bare lige glemt, at der hvor vi stod var ca. små 100 m. over havet så det var jo højdemeter der skulle trampes både op og ned!

Nå, men vel uvidende om morgendagens strabadser spenderede vi aften med god mad og fantastisk udsigt. Natten blev tilbragt med begge bagdøre åbne og løden af havets brusen.

Tidligt op næste morgen, badetøjet på, rygsækkene pakket og så var det ellers af sted. Der gik ikke længere førend stien ned til Stingray Bay begyndte at blive meget stejl og ujævn, men nu havde vi jo efterhånden fået indarbejdet en vis rutine så turen ned gik rimelig nemt. Og så pludselig! Kiggede vi rundt om jørnet og der lå bugten. Badet i sollys og med fuldstændigt smaragdfarvet vand. Det så helt uvirkeligt ud. Der var en lille strand hvor vi slog lejr. Nøj hvor var det dejligt bare at ligge og dase i solen…..det var vist tiltrængt J

Men så til det vi var kommet for – snorklingen. Så på med våddragt og snorkel og ud i vandet. Vandet var næsten helt klart og der var ren sandbund, og vi havde ikke svømmet mere end 4-5 m. ud fra stranden før end vi så den første rokke! Lige så stille og fredfyldt lå den på bunden og kiggede på os. Den har vel været 60-70 cm bred, og efter at have kigget på os et stykke tid svømmede den stille og roligt videre. Det er virkelig et smukt dyr at se på – så roligt og elegant den bevæger sig. Hvilken oplevelse at begynde dagen med J Vi snorklede rundt i bugten 1 times tid, og så indtil flere rokker og flotte kulørte fisk.

Det begyndte at blive lidt koldt, men så var det jo godt at vi bare kunne lægge os op stranden i solen J

Efter en god pause med lidt at spise og drikke var det ud igen. Ikke nær så mange rokker denne gang, men så tilgengæld flere fisk.

Vi besluttede så at gå over i den anden bugt. Så det var på den igen – op, op, op og så ned, ned og ned J Det sidste stykke ned til bugten var af meget stejle trapper og da vi kom ned viste det sig at der slet ikke var nogen strand, det var bare en masser store klippeblokke. Så at finde et nogenlunde plant sted var lidt udfordrende, og at få krabbet sig ud til vandkanten og ned i vandet var også en anelse besværligt. Men som altid lykkedes det jo på en eller anden måde.

Snorklingen her var helt anderledes. Bunden var fyldt med høje tangplanter og der var mange flere forskellige slags fisk. En rigtig flot snorkeltur der blev afsluttet med at vi så dagens største rokke. Den har nok været omkring 1 m. bred og svævede (hmm, kan det lade sig gøre i vand?) af sted lige så stille og roligt J

Turen op til bilen af den stejle sti viste sig at være noget af en udfordring – jeg var vist blevet mere træt end jeg havde regnet med! Men tanken om den kæmpestore new zealandske bøf der ventede hjemme på campingladsen var lige det der skullle til for at få slæbt kadaveret op til bilen – pyha!

Men det var det hele værd – for det var den perfekte afslutning på en helt fantastisk ferie!!!!

 

Op, op og op - ned, ned og ned - IGEN! :-)

Og så var vi på den igen!!! På vej op af Coromandel halvøen havde vi læst, at der midt ude i skoven løb en flod, hvor man i gamle dage gravede efter- og vaskede guld. Der skulle være en del vandreture af forskellig længde, men især én af turene fangede vores opmærksomhed. Turen var ca. 3 km og skulle efter sigende tage ca. 3 timer. Undervejs ville man bl.a. se nogle af de gamle guldgraver bygninger og gå igennem en 500 m. lang minetunnel, hvor der inde i mørket ville sidde en masse ”glow worms”. Glow worms er små insekter, hvor hunnens bagende er helt selvlysende for at tillokke hannerne. Så når man kommer ind i de mørke huler, hvor de sidder, skulle det være som at kigge op på stjernehimlen!

Lige ved indgangen til stierne skulle der ligge en basis campingplads, dvs. kun toilet (hvis man er heldig), men ellers bare et stykke græs at parkere på.

Med kortet i hånden fandt vi afkørselen fra hovedvejen og kørte derudaf. Pludselig blev den asfalterede vej afløst af en grus vej, men da der ingen anden vej var tænkte vi, at vi sikkert var på rette vej. Så vi kørte og kørte og kørte indtil vi spørgende kiggede på hinanden – er vi stadig på rette vej? Tja, ikke helt til at gennemskue, men da vejen alligevel var for smal til, at vi kunne vende fortsatte vi. Og endelig kom vi til vejs ende, hvor der ganske rigtigt lå en meget smuk plads lige ned til floden omkranset af skov til den ene side og høje klipper til den anden. Så vi fandt os en plads – ikke at det var svært, da der kun var én anden bil.

Pakkede rygsækken med en trøje, video, kamera og vand og så hen til stierne. Og det så jo fint ud indtil vi have gået ca. 100 m. Den sti vi ville følge drejede pludselig opad, og jeg mener opad! Og stien var på ingen måde så vel præpareret som ved Fox Glacier. Næ nej, det var egentlig bare et spor, der var blevet trampet som gik op igennem tæt regnskov. Det så umiddelbart ikke særligt fremkommeligt ud for mig L.  Kim løb lidt op af stien, og da han kom tilbage sagde han konstaterende, at det ikke var noget for mig og mit robotben.

Nå men, heldigvis fortsatte der en anden sti hen langs floden som så mere flad ud og mere tilgængelig. Så vi valgte at gå den vej. Ud fra det ret mangelfulde kort ved indgangen til stierne så det ud som om, at vi så længere henne af den ”flade” sti ville kunne støde på den, vi oprindeligt ville gå.  For af sted det skulle vi – jeg VILLE ind og se de her berømte glow worms!

Så vi begyndte at gå. Og det gik fint derud af i en halvtimes tid, men så…..Så gik det opad. Af mange, mange høje trappetrin og et udtrampet spor igennem regnskoven. Hvad gør man så? Jeg tog hårdere fat i stokken og Kim tog fat under den anden arm, og så var det ellers med hiv og sving det atter gik opad. Men pyha det var faktisk hårdere end Fox Glacier for stien var meget ujævn, og da det lige havde regnet var den også meget mudret. Alligevel fik vi kæmpet os op, og da vi efter ca. 2 timer stod ved et stort hul i klippen var vi meget i tvivl om, om det var her de hersens glow worms boede. Da der var flere forskellige stier i området og skiltningen var meget mangelfuld kunne vi ikke helt gennemskue hvor vi var, og om vi var på rette vej.

 

Så Kim gik først ind i hullet og kunne se, at det var en gammel mineskakt der førte langt ind i klippen, og da stien så ud til bare at føre endnu højere op blev vi enige om, at det måtte være her. Så Kim fik skubbet min tunge ende op af den ca. 1.5 m. høje klippe, der førte ind i tunnelen. Og så blev det ellers mørkt!!!! (vi havde husket lommelygte J ) 50 m. inde endte tunnelen i en store hule med skakter på både højre og venstre side af os. Men disse skakter var lukket af med planker, på nær en lille åbning i hver side på ca. 50 cm. ”Hmm, det her er vist ikke helt rigtig”, tænkte vi, men da vi nu var gået helt herind måtte vi jo hellere lige stå i mørket lidt og se, om de her glow worms ville vise sig.

Pludselig siger Kim:” er der ikke noget der lyser på væggen?” Og på magisk vis begynder væggene at lyse op i en helt selvlysene grøn farve – hvor vildt!!! Eventyren Kim kunne dog ikke styre sig og møvede sig i mørket igennem den lille åbning i plankerne, ind i den næste tunnel. ”Jeg har sgu aldrig set noget lignende!” lyder det, og så måtte jeg jo famle mig vej derind. Og tænk sig – der inde (udover på væggene) sad der oppe over os i en sprække, tusindvis af grønne pletter. Hvis man ikke vidste bedre så skulle man tro, at vi kiggede direkte op og ud på nattehimlen fyldt med funklende stjerne. At stå der i bælgragende mørke og opleve glow worms, det var altså en af de oplevelser, vi helt sikkert aldrig glemmer!!!! Det var virkelig fascinerende…..

Nå, men vi skulle jo så ud og ned igen. Vi var sikre på, at vi måtte være gået forkert et sted, for ”vores” mineskakt kunne ikke være den nævnte på 500 m. Både fordi vi ikke var gået 500 m. ind, men også fordi man skulle kunne gå igennem skakten, hvor stien så ville fortsætte på den anden side, og det var i hvert fald ikke tilfældet her. Så den eneste rigtige beslutning måtte være at gå ned samme vej som vi gik op. Det var selvfølgelig en meget fornuftig beslutning lige med undtagelse af den ene lille detalje – så skulle jeg jo ned af det meget stejle, jeg lige havde kæmpet mig op af!!!!!!

Men men, ned det skulle vi jo. Så en fod foran den anden og så må det tage den tid det tager. Efter at være kommet ned af de MEGET stejle trapper kunne man enten fortsætte videre, hvor vi kom fra, eller gå igennem to meget korte tunneler. Kim havde tegnet lidt af efter kortet ved begyndelsen af turen og mente, at hvis vi gik igennem tunnelerne og fortsatte af den sti så ville vi komme ned der hvor vi ved turens begyndelse fortsatte ligeud, fordi det så for stejlt ud. Så den vej gik vi for ned det kommer man jo altid, og vi måtte bare klare det på bedste vis.

 

Den nye sti var egentlig ikke en sti ret mange steder - mere en gammel rende fra guldgravertiden som var godt dækket til af alskens regnkovsbevoksning. Så det blev en spændende tur på mere end én måde!

Men ved fælles hjælp fik vi forceret diverse væltede træstammer, vandløb, og meget stikkende planter. Og så lige pludselig, så var vi nede! Wupti, så var det klaret – og det havde ”kun” taget os 4½ time J Vi fik godt nok aldrig set alle levnene fra guldgravertiden, eller den famøse 500 m. lange tunnel med glow worms, men til gengæld fandt vi vores helt egen tunnel/grotte, hvor vi fik oplevet glow worms……

Så var det ellers tilbage til camperen og stolene frem, og så sad vi der og nød den sidste sol med et glas vin. Aften blev tilbragt med store kæmpe New Zealandske bøffer og rødvin. Inden sengetid sad vi lige udenfor med en kop kaffe og så, hvordan fuldmånen steg op over klipperne og lyste hele campingpladsen op. Hvilken afslutning på en fantastisk dag!

Og igen må jeg sige – jeg var træt da vi kom ned (ikke som efter turen på Fox der var 3 gange så lang), men jeg var ikke øm i benene og havde da stadig noget energi tilbage. Så det er jo rigtigt gode tegn, og endnu engang har jeg fundet ud af, at hvis jeg bare bider tænderne sammen og tager et skridt af gangen, så kan meget stadig lade sige gøre! Men det var jo også et af formålene med hele vores New Zealand tur – hvor langt kan jeg presses og stadig føle at det er en fornøjelse?! (og så er jeg jo heldig, at jeg har Kim til at hjælpe meget af vejen J).

 

Og så blev det Nord Øen......

Efter en dejlig sejltur med ”Bornholmer” færgen ankom vi til New Zealands hovedstad Wellington. Planen var, at vi skulle ind og se museet Te Papa. Det er et meget flot – og gratis indgang – museum, der handler om udviklingen af New Zealand samt udstillinger af skeletter af mange af de dyr der lever her. Men det der var det største trækplaster for os var KÆMPE blæksprutten, der blev fanget for en del år siden. Den målte i levende live 9 meter. Ja, 9 meter!!!!!

Og jeg må sige, at den er STOR og lidt uhyggelig at se på. Grundet præserveringen er den gået lidt i opløsning. Så det ene øje mangler og huden er begyndt at skrælle af. Men det ændrer ikke ved, at det er noget af et uhyre! Øjenhulen er så stor som en fodbold, og selve øjeæblet er på størrelse med en appelsin – pyha tænk sig, hvis man havde mødt den, mens man plaskede rundt i havet…..

Efter et par timer begyndte vi at køre nordover. Planen var, at vi skulle op til en nationalpark Tongariro, hvor Kim gerne ville gå en tur der hedder ”The Alpine Crossing”, der går henover vulkanen. Turen er ca. 20 km, så det var vist ikke helt realistisk, at jeg kunne gå med. Nå, men efter 5 timers kørsel ankommer vi og går ind på et hotel, hvor de har vejrudsigten. Åh nej! Det viser sig så, at vulkanen er lukket. Ikke pga. vejret, men fordi der har været et smule aktivitet i vulkanen og man er derfor bange for, at den pludselig går i udbrud. ØV ØV! Desværre ingen gåtur L Ja, så er gode råd jo rådne – hvad gør vi så?

Der var jo egentlig ikke andet at gøre end at fortsætte vores tur som planlagt. Så vi kørte en times tid mere nordpå, og fandt et fint sted at overnatte ved et udsigtspunkt over dalen.

Næste morgen stod den på Huka Falls og Wai-O-Tapu. Huka Falls er et sted, hvor vandet fra New Zealands største sø Lake Taupo presses igennem en smal slugt. Hold da op! Der var godt nok fart på vandet. Efter at være kommet igennem slugten ryger det ud over en klippekant (deraf navnet Falls J). Ud over kanten vælter 200.000 liter vand i sekundet!!!!!! Det er sgu godt nok imponerende og rigtig flot.

Næste punkt på programmet var Wai-O-Tapu som er et vulkansk område midt inde i skoven, hvor der er dannet en masse kratere og vandhuller, der alle er i mange forskellige farver pga. de gasser og mineraler der kommer op af undergrunden. Turen rundt er ca. 3 km, og det er jo ingenting set i lyset af turen op til Fox Glacier J Så af sted med os. Det første man bemærker, og det gør man så også! – er stanken af rådne æg pga. svovlgasserne der kommer op. Det lugter godt nok grimt! Men hurtigt ser vi hvad det hele går ud på. Frem dukker store søer og kratere der alle damper og er i mange farver. Mange af søerne er kogende – 100 grader – da det er vand, der kommer op fra undergrunden som på en eller anden måde bliver opvarmet til kogepunktet. Så man har i hvert fald ikke lyst til at falde i! Det var en meget spændende tur rundt og imponerende, at naturen kan lave sådanne ting. Det sidste krater inden turen var slut var nok det vildeste jeg længe har set. Da vi går hen imod det kan vi godt se, at det må være et stort krater. Det hedder ”Devils Bath”, så vi tænker, at der må være noget spændende nede i hullet. Og det skal jeg da lige love for! Der ligger simpelthen en kæmpe sø, hvor vandet er skrigende gult! Det ser simpelthen ud som om, at nogle har taget en gul overstregningstuds og hældt indholdet ned i vandet. Fantastisk!!! J

Tænk sig at have fundet det sted – det må have været noget af en overraskelse J

Vi kørte så helt op til kysten nord på ved Tauranga, hvor vi fandt en dejlig lille campingplads der ud over strøm og et varmt bad også har 3 pools med naturligt termisk vand – området er kendt for sit termiske vand.

Den ene pool som er den største, og hvor man rent faktisk kan svømme nogle baner har en temperatur på 35 grader. Den næste lidt mindre er 37 grader, og den sidste som er på størrelse med et almineligt spabad er 39 grader. Ahhhhh hvor dejligt!!! Vi hoppede straks i badetøjet og kastede os ud i den største. Og nu skulle prøven stå – kan jeg svømme????? Og ja, det kan jeg faktisk stadig godt. På ingen måde som før jeg blev syg, men med en del anstrengelse lykkedes det mig faktisk at svømme nogle baner. Det var godt nok en overraskelse af de bedre! Jeg har altid elsket at svømme, og det er jo god træning, så jeg er virkelig glad for, at det stadig kan lade sig gøre. Så det må vi se om vi kan gøre mere af, når vi kommer hjem.

Nu går turen så op til en halvø der hedder ”The Coromandel” som skulle have strande der ligner Bounty Land. Vejret har rettet sig – solen skinner og det er 20-22 grader J Så resten af turen står i vandaktiviteternes tegn med snorkelture og måske lidt havkajak J

Mødet med "Dusky" delfinerne.........

Så kom dagen endelig, hvor jeg skulle ud at svømme med delfiner! Kim skulle med som tilskuer og kameramand J Vi skulle være nede ved afgangen 8:20. Vi havde jo haft tonsvis af regn de sidste par dage, så det var med spænding, at vi stod op for at kigge udenfor. Vejrudsigten havde sagt, at det ville klare op, men det er jo ikke altid til at stole på. Men igen var heldet med os, der var kun få kumulusskyer på himlen, og så ellers bare en stor rund sol.

Nede ved afgangen blev vi alle kaldt ind for at få tildelt finner, maske, snorkel, hætte og våddragt. Så ind i omklædningsrummet og derefter skulle man klemmes ned i dragten. Uffff, men det gik J Så ind og se en 15 min film og hvordan man skal gebærde sig, når man skal svømme med vilde delfiner.

Efter en kort bustur ned til havnen var det ellers bare om bord på den forholdsvis lille båd. Vi var ca. 16 der skulle svømme og vel en 3-4 tilskuer. Fuld fart frem og af sted det gik. De sagde, at der var blevet spottet en stor flok delfiner kun 20 min sejlads fra kysten. Vejret var perfekt, og der var ikke så meget bølgegang. Så med søsygeplaster på og søsygepille i maven var jeg bare fuldstændig klar til min store dag.

Jeg have i forvejen været lidt nervøs for, hvordan det ville gå med at skulle svømme. Jeg har jo altid været en rigtig god svømmer, men når højre side er mest til pynt var jeg ikke sikker på, at jeg kunne svømme ordentligt. Jeg havde selvfølgelig oplyst guiderne om mit problem, og de sagde, at de ikke regnede med at det ville blive noget problem. Både fordi våddragten har utrolig meget opdrift (det er derfor man har blybælter på, når man skal dykke) og fordi at de om bord havde masser af flydebælter man kunne få på hvis nødvendigt. Fantastisk! Det fjernede da den del af nervøsiteten. Så var der kun tilbage spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne komme op i båden igen efter at have været i vandet. Nå, det op kommer man vel altid, så det ville jeg ikke bekymre mig om.

Pludselig stopper båden, og vi blev bedt om at gøre klar. Så på med hætte, maske og snorkel og så ned at sidde på nogle dertil indrettede siddepladser helt nede i vandkanten bag på båden. Til siden kunne vi se flokken – der har været mindst HUNDREDE delfiner, der bare drønede af sted i smukke spring op af vandet. Helt helt helt vildt! Det var ”Dusky” delfiner, og de er lidt mindre end dem man normalt ser (bottlenose delfinen), men stadig ualmindelig smukke.

Så lød hornet. ”BÅÅÅÅÅÅÅÅT” tegnet for at nu skulle vi i vandet . Vi havde fået fortalt, at det var bedst at lave en masse larm og plasken i vandet for at tiltrække delfinernes opmærksomhed. Så som totalt tosser plaskede vi rundt og sagde sjove lyde. Vandet var lidt grumset, men pludselig kom der 4-5 delfiner svømmende LIGE nede under mig. Og ind fra siden kom de også. Det hele gik så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at registrere det, men i maven kunne jeg mærke den der følelse man får, når man oplever noget helt vildt! Så lød båthornet igen – så tilbage til båden og så kom udfordringen – jeg skulle op……Med lidt besvær gik det hele dog, og guiden sagde til alle de andre, at de skulle rykke over, sådan at jeg kunne sidde i hjørnet. Rigtig sødt af dem.

Fuld fart frem, og af sted det gik igen på jagt efter en ny flok. Vi fandt hurtigt én og i vandet igen. Desværre var de hurtigt væk, og der var ikke så meget at se. Kaptajnen sagde, at han mente at delfinerne på den dybde vi var, var fuldt optaget af at æde, så de ikke gad ikke rigtig fatte interesse for os. Vi skulle derfor sejle ud på dybere vand ca. 20 væk. Ud af ingenting dykker der pludselig den største flok vi indtil videre havde set frem. Der har måske været 200!!! ”Båt Båt” og plask så var vi i igen. Og så pludselig var jeg omringet af delfiner. Jeg vil tro, at jeg så 7-8 delfiner svømme under, ved siden og over mig. FANTASTISK!!! De var en helt vild fornemmelse, og en følelse af at opleve noget helt unikt. Tænk sig, at man bare hopper i vandet og så kommer vilde delfiner drønende rundt om én.

Det blev sidste tur, så op i båden og få noget varmt tørt tøj på. Vandet var rimelig koldt, men det glemte jeg helt da jeg lå og plaskede og sagde sjove lyde, men oppe af vandet kunne man rigtig mærke kulden. Men med Kims hjælp kom jeg i tørt tøj, og så blev der serveret varmt kakao og småkager.

Inden vi igen skulle i land var der lige tid til en foto session. Ikke langt fra kysten fandt vi en kæmpe flok smukke delfiner. I det helt turkisfarvede vand cruisede de af sted i smuk harmoni. Der blev selvfølgelig, igen, taget masser af billeder og video.

Vel i land igen, var det vist blevet tid til frokost – pyha jeg var godt blevet sulten!!! J

Så hvilken oplevelse det var!!!! Der er sikkert mange der har prøvet at svømme med delfiner i en eller anden Sea World, hvor delfinerne er i en pool og næsten tamme, men hvor mange har prøvet at kaste sig ud i det åbne hav og derefter – om kun for en kort stund – være omringet af vilde delfiner?! Det er vel egentlig lige meget, men for mig var det en helt unik oplevelse som jeg aldrig vil glemme. Selv om der måske var mere at se fra havoverfladen, hvor man selvfølgelig kan se alle delfinernes akrobatiske spring, så kan det ikke beskrives hvordan det er at ligge lige ved side af dem i havet.

Og igen var alle guider og andet personale ekstremt opmærksomme og hjælpsomme omkring mig. Der blev virkelig taget hånd om mig – ikke på sådan en nedværdigene måde – bare ren og skab hjælpsomhed. Well done, Kaikoura og Dolphin Encounter!!!!!

Et sidste farvel til babysælerne ved vandfaldet, og så gik turen ellers nord på igen til Picton.

Lige nu sidder vi på færgen over til Nord øen. Det er 3 timers sejltur, hvor den første time er ud igennem de smukke fjorde omkring Picton. Som en lille detalje kan nævnes, at færgen er en gammel Borholmerfærge, og cafeen hedder ”Bistro Bornholm” og ude på toilet står der over skylleknappen ”Tryk og hold” J

Kaikouras hemmelighed.....

(Problemer med at uploade video lige nu - I må nøjes med billeder :-( )

Ca. 15 min. kørsel nord for Kaikoura ligger Ohau Point der har en enorm sælkoloni. Man kører langs kysten helt nede ved vandet, og pludselig dukker denne kæmpe koloni af sæler op. Man parkerer langs vejen, og dér ned af klipperne og ude i vandet ligger hundredvis af sæler og hygger sig. De sover, slænger sig, slås, boltrer sig i vandet og kigger op på de ”tosser” der står og glor ned på dem. Der er sæler i alle aldre, og mange af dem klatrer op af klipperne sådan, at de kun ligger få meter fra én, når man står og kigger ned på dem.

Det er virkelig sjovt og imponerende at se alle de sæler i deres naturlige omgivelser så tæt på! Både Kim og jeg gik helt amok med både videokamera og kamera. ”Se der”, ”Nej se der”, ”Orv prøv lige at se der”!!!! Og sådan kunne vi blive ved i timevis. Men endelig fik vi løsrevet os, og kørte de sidste kilometer ned til Kaikoura. Smuk, smuk køretur langs kysten med det turkisblå vand, der allerede efter ca. 1 km ude bliver helt mørkeblåt. Dette skyldes, at vanddybden allerede dér bliver ca. 1-2 km!!!! Meget unikt….

Kaikoura er en hyggelig kystby med alskens turistfælder såsom butikker og restauranter. Men der er rent faktisk også gode, spændende og unikke ting at finde. Læs Merihno uldtøj, Possum (et mårlignende dyr) skind og pels, og smykker lavet af både Paua skaller og hvalben. Og der skulle efter sigende også findes restauranter, der rent faktisk kan kokkerere rigtig god mad – hvilket i aften skal sættes på en prøve på restaurant ”White Morph”.

Nå, men tilbage til sælerne – for rygtet vil vide, at der lige omkring kolonien ligger et vandfald ca. 10 min. gang op igennem regnskoven. Vi havde godt set, at der tæt ved der hvor vi parkerede også var en parkeringsplads med nogle biler. ”Aha!” tænkte vi, det er nok der hemmeligheden gemmer sig. Og hvad er det så lige hemmeligheden er? Jo, dette vandfald skulle være babysælernes børnehave. De klatrer simpelthen op nede fra havet igennem en lang, stejl og brusendende flod op til dette vandfald, hvor de så ligger og plasker rundt. Dels for at lære at svømme og lave akrobatiske spring, men også for at være i sikkerhed for diverse rovdyr ude på det åbne ocean.

Så her til morgen suser vi derop. Og ganske rigtigt – efter kun at være gået 5 min. kommer vi til en bro hen over floden, og lige dernede under ligger der måske 7-8 babysæler og plasker rundt. Nogle leger mens andre er godt i gang med at bestige klipperne så de kan komme længere op af floden. Igen går vi foto-amok! Det er svært at løsrive sig, men vi kan høre vandfaldet og tænker, at vi hellere må gå op og se ”giraffen” J Så vi tramper opad yderligere ca. 5 min og dér ser vi pludselig vandfaldet – og måske HUNDREDE!!!! babysæler der bare boltrer sig helt vildt. De hopper og springer, slås og ligger og sover på klipperne. Og stien går helt hen til dem, og jeg mener HELT hen til dem. Man står simpelthen 20 cm fra de nærmeste som virker til at nyde al opmærksomheden, mens andre bare fuldstændig ignorer alt og alle og bare plasker rundt for foden af det enorme vandfald.

Jeg ved jeg før har skrevet, at jeg mangler ord til at beskrive nogle af vores oplevelser, men dét her er uden sammenligning!!!!! den VILDESTE oplevelse indtil nu. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor skønt det var at stå så tæt på alle de små babysæler og bare se dem helt igennem hygge sig. I må se videoen og billederne, og  måske få en fornemmelse af hvor unik og fantastik denne oplevelse har været – jeg kan i hvert fald ikke finde gloser, der kan beskrive det….

P.S. I morgen (tirsdag) kl. 08:30 skal jeg på en tur jeg har drømt om hele livet – jeg skal ud og svømme med delfiner!!!! Ikke i fangenskab, nej ude på havet – men det er i morgen J

 

Blenheim-Omaka-Kaikoura

 

 

Blenheim

Med små to døgns silende regnvejr var Stinnas og min beslutning, ikke overraskende, indendørs aktiviteter.

Det er første gang i de hidtidige 3 uger, at vi har skullet finde på noget sjovt og interessant som ikke foregår udendørs. Ganske uvant.

Nå men så er Blenheim ikke det værste sted at være, da det er herfra at nogle af verdens bedste Sauvignon Blanc vine kommer, tillige med ikke helt uefne hvidvine på Pinot Gris og Chardonnay druer.

Vi skal heller ikke glemme at nævne de glimrende røde vine af Pinot Noir, så der var jo en del af give sig i kast med.

Meget belejligt havde vi i den kortmappe Kipling Travel havde givet os, et glimrende kortudsnit over Blenheim regionen, så det var jo blot med at få plottet de vinhuse vi ville besøge ind – og så ellers i gang J

For eventuelle vinnørder blandt denne blogs læsere, nævner vi lige vingårde som: Fromm, Cloudy Bay, Herzog, Giesen, Nautilus og Brancott. Så er tonen lige som slået an!

Udover vi naturligvis fik smagt på ca. 25 skønne vine, må vi simpelthen fremhæve fornøjelsen ved at køre i svagt efterårsfarvede orange og røde vinmarker med de grønne bjerge som baggrund. Desuden en åbenhjertighed og imødekommenhed, når vi kom ind på gårdene. Her er ikke noget af den ”næsen i sky professionalisme” som desværre ofte sniger sig lidt ind på de større franske og italienske vingårde.

Næ nej, her mere i retning af: ”G´day, velkommen hertil – og nu skal I høre hvad vi vil foreslå at I smager her hos os”.

Det var simpelthen en fornøjelse – og naturligvis måtte vi lige have en flaske Pinot Noir med hjem i camperen. Hmm den matchede lammebøffen og rôstierne perfekt J

 

Omaka

Her på andendagen af de indendørs sysler, gik turen til Omaka Aviation Heritage Center, som er et ret fantastisk flymuseum, med fokus på første verdenskrig.

Idé og pengemanden bag museet, er Sir Peter Jackson – og ja, det er ham med Ringenes Herre trilogien!

I 15 store, naturlig størrelse, opbyggede tableauer, med både originale og nogle replica fly, beskrives både flyene, deres baggrund, historie og anvendelse.  Herudover er der et væld af personlige ejendele fra krigshistorisk kendte personer udstillet.

Jeg vil blot nævne Baron von Richthofen (Den røde baron) og Hermann Gôring (Rigsmarskal under anden verdenskrig, men flyver es under første).

 

Man ser  f.eks. de originale uniformer som de bar, personlige breve – og for ”Den røde barons” vedkommende, helt unikke flydele fra det legendariske røde 3 dækker fly, han var så berømt for –og til sidst blev skudt ned og døde i.  Jeg må bare nævne at en engelsk soldat som kom frem til det nedstyrtede fly, tog sin bajonet og skar det tyske kendingsmærke ”jernkorset” af flyets ene vinge.

Det er nu udstillet ved siden af et tableau hvor man ser det nedstyrtede fly og en død von Richthofen omgivet af engelske soldater.  Det er så livagtigt lavet, at man sgi næsten føler historiens vingesus!

Men det er jo ikke overraskende, når man ved, at de folk som har bygget alle tableauerne – er de som lavede special effects til den tidligere nævnte film trilogi.

Godt med en regnvejrsdag – Det museum SKAL opleves J

For mit vedkommende var det at skulle på museum en blandet fornøjelse. For det første fordi første verdenskrig ikke lige er det der interesserer mig mest (undskyld hvis jeg fornærmer nogen J ) og for det andet fordi det at skulle traske rundt i langsomt tempo i et par timer godt kan være lidt hårdt for mig. Nå, men da det alligevel silede ned udenfor tænkte jeg, at et eller andet skulle vi jo tage os til, og da verdenskrigene interesser Kim meget måtte jeg vel ”bøje” mig og følge med J Så af sted det gik. Vi havde aftalt at jeg først prøvede bare med stokken, men hvis jeg blev for træt så hentede vi bare kørestolen ude i bilen.

Lige idet vi træder ind på museet møder vi en meget snaksaglig og vidende ældre herre – som var guide på museet. Han fortæller om det ene og det andet, og sytten andre ting. Han fortæller bl.a. at rundturen rundt på museet taget, hvis man læser alle skiltene til flyene, ca. 2 ½ time. ”Pyha” tænkte jeg det ved jeg slet ikke om jeg kan holde til – fysisk. Men inden jeg nærmest har tænkt tanken til ende peger han over mod vægen, og der står 3 kørestole til fri afbenyttelse!!! Så mig op i en stol og så var vi kørende J Halvt igennem turen var jeg blevet en anelse træt af at sidde ned, så jeg trampede lidt rundt med stokken. Med det samme kom en anden guide hen til os og spurgte om han skulle tage stolen for os så vi (læs Kim J ) ikke skulle skubbe en tom stol rundt. Vi valgte dog at beholde den, og den kom da også lidt i brug senere.

Så igen må vi konstatere at New Zealand er et MEGET handicapvenligt land. Det er da fantastisk at de på et sådan museum bare har 3 kørestole til rådighed. Jeg må sige at jeg er meget imponeret, og det gjorde hele museumsturen meget nemmere. Og for god ordens skyld må jeg hellere nævne, at jeg rent faktisk syntes at det var ret interessant. Så alt i alt fik vi alligevel noget godt ud af 2 ualmindelige regnvåde dage J

Video fra kajaktur i Cable Bay

Lidt forsinket kommer hermed video fra vores kajaktur rundt om Pepin Island, Cable Bay.

Vi undskylder mange gange for manglen på video fra vores forskellige ture, men vi har fundet ud af,at video optaget med videokameraet, ikke er et format som kan uploades på bloggen. Og optager vi med mobiltelefonen (hvor formatet kan uploades) - ja så tager det meget, meget lang tid at uploaded. Og med vores økonomisering af strøm til computeren, samt at vi i det hele taget ofte er et sted uden mobildækning, så halter video delen af vores blog en del. Beklager meget, men håber I nyder det video vi nu engang får lagt op......

Sejlads omkring Pepin Island i Marlborough sounds. Sydøens NØ kyst.

Efter halvanden dags regnvejr, var vi klar til en god lang kajakdag på havet.

Vejrudsigten sagde sol og kun lidt skyer –og det holdte da også fint indtil kl. ca. 0930 hvor vi satte kajakken i vandet. I horisonten over den Tasmanske bugt kunne vi se massive sorte skyformationer, men de syntes at lige nogle timer borte, så vi kastede os friske ud i det.

Turen skulle gå 10-12 km. rundt om Pepin Island, som er en smuk ø, der fra stejle klipper mod havet, rejser sig højt, smukt og frodigt ind mod midten.

Vi var godt udstyrerede med en meget stabil toer havkajak, som betyder at man skal kvaje sig grundigt for at tilte den omkring, selv i rimelig hård sø. Prisen der betales herfor er selvfølgelig at den har en lang og bred vandlinie –læs, der skal padles hårdt til i forhold til de lettere ”High Tech” kajakker. Men med friske arme og høj motivation er det jo blot lidt ekstra creme på fornøjelsen J

Godt på plads i kajakken begav vi os undervejs, med Neck som vores ”eco guide”, hvilket betyder at man har fornøjelsen af selskabet med en gut, der bare ved ALT der er værd at vide om de farvande man bevæger sig igennem.

Neck fortalte f.eks. undervejs om de naturlige dæmninger af sten, som gennem tusinder af år, grundet vandets strømninger har skabt kilometer lange strækninger som beskytter landet mod havets kræfter. Igen her har naturen været forud for vi mennesker J

Videre rundt mødte vi hobetal af forskellige små og store havfugle. Nød synet af dem i fuld fart 10 cm over bølgerne. Nogle landede få meter fra kajakken og svømmede lidt med os, mens de sikkert undrede sig lidt over, hvad søren det var for en stor ”mærkelig fisk” der kom forbi!

Ca. halvvejs rundt mødte vi en koloni af pelssæler, som lå og fedede den på klipperne, mens vi langsomt padlede forbi. De kiggede noget nysgerrigt på os, men selvom Stinna fløjtede efter dem, gad de ikke at lette lufferne og komme ned og lege J. De havde garanteret netop konsumeret deres frokost i form af små fisk og blæksprutter –og så forstår man da fint, at der skal slås mave nogle timer!

Videre rundt langs kysten padlede vi under små vandfald og gennem grotter af forskellig bredde og højde. Nogle af dem med ret frisk strøm, så her måtte vi begge lægge kræfter i, for ikke at smadre alt for meget ind i klipperne!

Da vi var kommet ca. 2/3 rundt om øen, ramte vi tidevandsstrømmen, som komfortabelt leverede halvdelen af kraften som bragte os videre rundt. Vi passerede små fuglekolonier med reder og nyfødte unger –og slutteligt gennem et lille lavvandet flod delta –kom vi tilbage, næsten til udgangspunktet.

Her fik vi hevet kajakken op –af med det våde tøj og på med tørt –Herligt!

Selvom at det ikke blev en solskinsdag med stille vand –var oplevelsen fantastisk. Frisk vind –lidt god bølgegang og regn i ansigtet. Skønt at være i –og næsten i eet med naturen !

Men på denne tur i en toerkajak sad jeg forrest, hvilket jo betød, at jeg egentlig ikke skulle lave andet end at være kameramand (kvinde) J Og det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel! På denne måde skulle jeg bare padle med når jeg kunne -og kunne, når jeg havde brug for det, slappe af og genvinde bevægelsen i højre arm. Så det var en fantastisk oplevelse og selvom, at der var noget bølgegang, så blev jeg på ingen måde søsyg, og jeg havde ikke engang taget hverken piller eller sat søsygeplastret på J

Det eneste der var en anelse besværligt var, at skulle ind og ud af kajakken. Ikke at vi gjorde det ret mange gange, men det var svært at løfte mig selv op, og det var lidt akavet at skulle få det højre ben ind i kajakken og få det placeret ordentligt. Men igen var der masser af hjælp at hente. Både Kim og Neck var super søde til at hjælpe, men jeg har sgu stadig lidt svært ved at erkende, at der bare er ting jeg skal have hjælp til! Jeg bliver stadig en smule forlegen, når jeg sådan er lidt hjælpeløs, men det kan jeg jo desværre ikke gøre så meget ved. Og det ville jo være rigtig ærgerligt, hvis jeg ikke fik alle disse oplevelser med bare fordi jeg er flov over mit handicap. Så bid tænderne sammen og spring ud i det!!! Det må være mit nye mantra J

Så ud over det at komme ind og ud af kajakken, og at jeg efter at have siddet i den i 6 timer i streg var blevet meget stivbenet, så nød jeg det i fulde drag. Og Necks viden og måden at fortælle på gjorde bare hele oplevelsen endnu bedre. Det var super spændende at høre ham fortælle om området, havet og marinelivet. Vi v ar selvfølgelig også heldige, at det kun var Kim og jeg for på den måde kunne vi rigtig spørge løs og tilrette turen, så den passede os bedst.

Jeg vil helt sikkert prøve det igen, og vi leger da også med tanken om at anskaffe os en toerkajak når vi kommer hjem – vi bor jo et fantastisk sted, hvor det er perfekt at cruise rundt i netop en kajak. Jeg håber bare, at det ikke var for hårdt for Kim sådan at have mig på slæb -om man så må sige J

Død over sandfluer!!!!

Ja ja, tænkte vi da vi et stykke hen af vores tur begyndte at høre om, at man nok skulle overveje at købe det hersens insekt-gå-væk olie pga. nogle små stikkedyr kaldet sandfluer. Det kan da ikke være værre end de danske myg, så der gik lidt, før end at vi fik indkøbt olien og påsmurt den. Men åh nej hvor det bare var det værste råd vi kunne have ignoreret!!!!! For i 4-5 dage har vi nu kløet, kløet og kløet os på hele kroppen!! De små s……, som er svære at se, bider så man tror det er løgn. Og det udvikler sig til sådanne store knopper med små blærer på. Men heldigvis kom vores søde campingfatter på Cable Bay med det råd, at der på apoteket kunne fåes noget salve, der ville tage kløen. Så af sted med os, og efter at være smurt godt ind tog det da heldigvis det meste af kløen. Men vi ligner sgu begge to nogle, der har haft skoldkopper!!!

Så et godt råd – KØB OLIEN OG BRUG DEN FLITTIGT!!!! For det er godt nok langt langt værre end at blive stykket af danske myg…

Et møde med Sally - en scleroseramt fra NZ

Som nævnt i et tidligere indlæg skulle vi mødes med Sally og Clive. Sally er den dame som Gavin (svæveflyvning) havde fortalt om. Så da vi ankom til Queenstown ringede jeg som aftalt til Clive. Vi aftalte at mødes den næste dag i en golfklub lidt uden for byen.

Da vi kom derud hen på eftermiddagen viste det sig at være i et eksklusivt boligområde, og golfklubben (og banen) lå smukt henslængt mellem bakkerne, og lige ned til en stor sø. I baggrunden de fantastiske bjerge ”The Remarkables”, hvor man om vinteren – vores sommer – kan stå på ski.

Sally stod og ventede, og undskyldte at Clive desværre ikke kunne komme, da hans møder havde trukket ud. Med det samme havde jeg et rigtig godt indtryk af Sally. Hun var nem at tale med, og spurgte meget ind til Danmark. Efter en god halv times hyggesnak begyndte vi at tale om sclerose. Jeg kunne ikke umiddelbart se på hende, at hun fejlede noget. Hun gik måske lidt langsomt og en anelse usikkert på benene, men ellers ikke noget. Hun fortalte, at det hele begyndte ca. 12 år tidliere hvor hun pludselig midlertidigt blev blind på det ene øje. Senere ikke så lang tid efter vågnede hun en morgen og kunne næsten ikke røre sig. Hun tog til lægen og efter et kort udredningsforløb fik hun diagnosen – det var sclerose.

Hun kom i behandling med interferon, og fik det nogenlunde godt igen. Hun var advokat og blev ved med at arbejde. Men efterhånden bemærkede hun, at der var mange detaljer sagerne som hun overså, og måtte til sidst sande, at hun ikke kunne fortsætte med arbejde. På det tidspunkt var hun blevet gift med Clive, og hun valgte at blive hjemmegående husmor. Hun måtte også opgive at stå på ski oppe i de nærliggende bjerge og mange af de andre ting hende og Clive havde lavet sammen.

Hendes største problem er trætheden og den hurtige udtrætning af musklerne. Hun har ikke – som mig – permanente fysiske handicaps, men er alligevel meget præget af sygdommen. Jeg fortalte hvordan jeg ofte bliver så udmattet at jeg næsten ikke kan overskue bare at løfte et glas. Nogle gange kan udmattelsen vise sig ved at jeg har svært ved at tænke i en lige linje, om man så må sige. Altså kan det være svært at holde fokus og bliver ofte frustreret fordi jeg ikke kan koncentrere mig om bare at sige den mest simple sætning. Ordene vil simpelthen ikke hænge sammen inden i hovedet. Andre gange kan jeg ikke huske hvad jeg lige har lavet, og da slet ikke hvad jeg lavede i går! Jeg må ofte virkelig koncentrere mig for at rekonstruere de forgange dage.

Med det samme nikkede hun genkendende og fortalte om sine oplevelser med præcis de samme ting. De var virkelig både mærkeligt og befriende at høre en anden beskrive hvad jeg ofte oplever. Bare det at hun viste præcis hvordan jeg har det – jeg behøvede ikke at forsøge at forklare, beskrive, sammenligne eller komme med eksempler. Hun viste bare hvordan det føltes.  

Jeg spurgte meget ind til hvordan hun ligesom kom videre med sit liv efter hun måtte indse at mange af de ting hun før havde lavet ikke længere var mulige. Hun fortalte, at hun havde valgt at leve igennem Clive. Ikke på den negative måde, men hun havde valgt at gøre hans oplevelser til sine egne. F.eks. elsker Clive at fiske og selvfølgelig svæveflyvningen. Så nu da hun ikke længere kan deltage i de aktiviteter tager hun med ham af sted, og mens han gør sit tuller hun rundt og hygger sig. Hunlæser bøger, går på cafe, shopper eller går til diverse spabehandlinger J Når så Clive er færdig mødes de igen og han fortæller om sine oplevelser. Hun vælger så at leve sig ind i oplevelserne som om det var hendes egne. En meget interessant måde at anskue livet på! Samtidig – om hun siger – så hygger hun sig med at passe godt på sig selv og har fuldt ud erkendt at hendes liv bliver nød til at foregå i et meget langsommere tempo end de fleste raske mennesker.

Jeg spurgte om hun ikke fik dårlig samvittighed over at ikke at forsøge at følge med i et ”normalt” tempo, og lade være med at slappe af selvom kroppen skriger på en pause fra alting! ”Nej” siger hun uden at blinke. Den dårlige samvittighed havde hun lagt på hylden for mange år siden, og nu valgte hun først o fremmest at passe på sig selv, og så måtte andre mennesker komme i anden række. Og der er ingen tvivle om at hun mente det – og det er virkelig noget jeg må til at lære. For ofte tror jeg også at mine symptomer bliver forværret af at jeg presser mg selv for hårdt og har vært ved at erkende at jeg ikke længere kan følge med i et normalt tempo. Men der er jeg ikke helt endnu, men jeg vil da tænke mere over det i fremtiden efter at have talt med Sally.

Vi talte også om hendes behandling og hvilke behandlingsmuligheder der er i New Zealand. Hun er jo som sagt på interferon, hvilke var de indsprøjtninger jeg i begyndelsen tog hver uge n so jeg blev så syg af. Jeg fortalte at jeg var rigtig glad for at være kommet over på Tysabri, da det kun er én gang om måneden, og så har jeg ingen bivirkninger. Sally fortalte at hun godt havde læst om denne form for behandling, men at den ikke er godkendt af den New Zealandske sundhedsstyrelse! Hmm, så er det nok rigtigt når Tysabri bliver beskrevet som den ”eksperimentelle” behandlingsform…..

Ellers talte vi bare lidt om løst og fast, men aftalte at vi helt sikkert skulle holde kontakten, og ikke andet så med julehilsen J

Så det var en rigtig god oplevelse, og én der bare har tilført vores ferie et lille twist J