Hjemme igen.....

Først undskyld at det har taget lidt tid at skrive dette, men det har været en smule hektisk at komme hjem efter en måned på farten. Men men, nu vil jeg lige lave en afslutning og opsummering på vores fantastiske tur!!!!!

Det nemmeste er vel først at lave en checkliste over de ting som har printet sig hårdest på nethinden, så her kommer den:



Krydse Cook Straight - check
Svæveflyvning - check
Havkajak - check
Sæler - check
Delfiner - check
Baby sæler - check
Pingviner - check
Snorkling - check
Spise på White Morph - check
Spise på Orbit roterende restaurant på toppen af Skycity, Auckland - check
Eksotiske fugle - check
Eksotiske planter - check
Eksotiske insekter - check
Dybe slugter - check
Høje bjerge - check
Gletchere - check
Vandfald - check
Guldmine skakt - check
Glow worms - check
Båd cruise på Doubtful Sound - check
Solnedgang over det Tasmanske hav set fra dækket - check
Brusende floder - check
Sengeudsigt til Mælkevejen - check
Stjerneskud - check
Bounty strande - check
Kilometervis af snoede bjergveje - check
Lange øde vejstrækninger - check
Millioner af får - check
Millioner af køer - check
Tusindvis af geder - check
Tusindvis af vildt - check
Søstjerner - check
Pigrokker - check
Snapper fisk - check
Vingårde - check
Ni meter lang blæksprutte (død) - check
Masser af flinke og imødekommende mennesker - check
Lange vandreture - check
Grønne muslinger - check
Lammeretter - check
Bluff Østers - check
Vulkanlandskab - check

Ja, som det kan ses så har vi godt nok fået oplevet meget, og det er faktisk lidt svært at fatte at et forholdsvist lille land som New Zealand har så meget at tilbyde!! Og vi har endda meget til gode  det er altså helt utroligt.....Vi håber begge at komme derned igen en gang!

Men hvordan har det så været at rejse med et handicap. Som tidligere nævnt, så var jeg inden vi tog af sted lidt urolig for om det ville være for besværligt, og at der var mange ting jeg ville gå glip af. Men det har jeg på ingen måde haft grund til! Allerede på turen derud blev jeg hjulpet og den lange tur derud blev gjort så nem og behagelig som det nu er muligt når man skal flyve i 24 timer.

At rejse rundt i en camper gik også helt og aldeles smertefrit. Vi fandt hurtigt en rytme og jeg synes at det var overraskende rart at have "huset på ryggen". :-) Selvfølgelig var det lidt besværligt at skulle leve på så få og snævre m2, men når bare vi satte tempoet lidt ned og lod tingene tage den tid det nu engang tog, så var det faktisk helt hyggeligt.

Det var virkelig overraskende for mig så handicapvenligt New Zealand er. At der stort set alle steder var handicaptoiletter, at alle gåture havde skilte der viste om det var muligt at komme frem med en kørestol, at der var masser af handicapparkering, og at det var muligt at få en tilladelse til handicapparkering på baggrund af den danske. Derudover synes jeg virkelig at new zealænderne gjorde meget for at hjælpe mig mest muligt når vi var på de forskellige ture. Og det blev gjort på en sådan måde, at jeg ikke følte det ydmygende eller at jeg udgjorde et problem. Det var som om at det faldt dem naturligt bare at træde til med den hjælp der nu en gang måtte være nødvendig. Det var virkelig en fantastisk oplevelse.

Fsva. min fysik, så var det som om at jeg fandt en gejst og stædighed frem, som jeg måske ikke helt har haft herhjemme. Muligheden for at få en masse oplevelser gjorde at jeg pressede mig selv hårdere end jeg havde troet muligt, og kunne mærke at jeg virkelig blev stædig og bare VILLE gøre en masse ting. Og det viste sig jo, at jeg kunne mere end jeg havde regnet med, og at jeg faktisk ikke blev så træt som jeg havde troet. Samtidig opdagede jeg jo også at jeg tog mindre af min smertestillende medicin. Om det var, som nævnt tidligere, fordi jeg faktisk havde mindre ondt eller om jeg bare ikke tænkte så meget over pga. alle oplevelserne er svært at sige, men det var da en positiv ting ligegyldigt hvorfor.

Selvfølgelig gjorde det en KÆMPE forskel at jeg havde Kim med, for uden hans hjælp havde det ikke været muligt at gå så mange og lange ture som vi gjorde, og der var i det hele taget mange ting som blev gjort nemmere af at han hjalp til. Men det ændrer ikke ved at jeg fandt noget frem i mig selv som jeg ikke troede jeg havde, og det skal jeg prøve at holde fast i, også nu efter vi er kommet hjem. Og det synes jeg faktisk at jeg har. Jeg har jo ikke gået ture med vovserne i skoven fordi jeg ikke mente at jeg kunne. Men nu hvor jeg har bevist over for mig selv at jeg virkelig godt kan hvis jeg bare kæmper lidt for det, så er det faktisk lykkedes mig at gå ture på 3-4 km i skoven sammen
med Kim og vovserne, og det er vel at mærke helt uden hjælp!! Så det er jo helt fantastisk at kunne opleve skoven især her hvor foråret presser på, og skoven for hver dag bliver mere og mere grøn.

Og så skal man jo ikke glemme at det også er god fysisk træning!!!

Så helt uden nogen som helst form for forbehold har dette været den mest fantastiske oplevelse!!! Både i forhold til mængden af oplevelser, men sørme også i forhold til min sygdom!

Også et kæmpe tak til Kipling Travel og Lars Gundersen for støtten og inspirationen hjemme fra lille Danmark. Til mine forældre for at have passet på de to firebenede terrorister -og ikke mindst selvfølgelig Kim for at være der med en god blanding af pisk og gulerod når nødvendigt :-).

Jeg håber virkelig at denne blog kan være en inspiration til alle andre med sclerose. Et bevis på at der stadig er masser af oplevelser og muligheder at finde det er kun et spørgsmål om at turde tage springet.....

SÅ HOP ALLE JER DERUDE - det er det hele værd! :-)

De sidste dage.......

Efter at vejret havde rettet sig og solen og varmen var vendt tilbage besluttede vi at køre op midt på vestkysten af The Coromandel til byen Hahei. Byen (hvis man kan kalde den det) er mest kendt for sine strande, og der skulle være god mulighed for at snorkle. Så beslutningen blev taget om, at tilbringe vores sidste to rigtige feriedage på stranden. Vi kørte ned på en campingplads der lå lige ned til havet – og hvilken udsigt! WOW, det var som at se på et rejsekatalogbillede fra Thailand…..

Vi fik en førsteparket plads og bakkede camperen hen sådan, at når vi åbnede bagdørene var det som at kigge på et fotografi af paradis J Efter at have fået vores plads skyndte vi os op til den lokale dykkerforetning for at leje våddragt og snorkeludstyr. På kortet kunne vi se at der var to steder der skulle være rigtig fine at snorkle i. Den ene bugt hed ”Stingray Bay” (Rokke bugten) og bugten lige ved siden af hed ”Gemstone Bay” (Ædelstens Bugten). På skiltet ved begyndelsen af stierne stod der, at det tog 30 min til den ene og 20 min til den anden. ”Fint nok”, tænkte jeg det er jo ingenting i forhold til hvad jeg lavet på denne tur. Jeg havde bare lige glemt, at der hvor vi stod var ca. små 100 m. over havet så det var jo højdemeter der skulle trampes både op og ned!

Nå, men vel uvidende om morgendagens strabadser spenderede vi aften med god mad og fantastisk udsigt. Natten blev tilbragt med begge bagdøre åbne og løden af havets brusen.

Tidligt op næste morgen, badetøjet på, rygsækkene pakket og så var det ellers af sted. Der gik ikke længere førend stien ned til Stingray Bay begyndte at blive meget stejl og ujævn, men nu havde vi jo efterhånden fået indarbejdet en vis rutine så turen ned gik rimelig nemt. Og så pludselig! Kiggede vi rundt om jørnet og der lå bugten. Badet i sollys og med fuldstændigt smaragdfarvet vand. Det så helt uvirkeligt ud. Der var en lille strand hvor vi slog lejr. Nøj hvor var det dejligt bare at ligge og dase i solen…..det var vist tiltrængt J

Men så til det vi var kommet for – snorklingen. Så på med våddragt og snorkel og ud i vandet. Vandet var næsten helt klart og der var ren sandbund, og vi havde ikke svømmet mere end 4-5 m. ud fra stranden før end vi så den første rokke! Lige så stille og fredfyldt lå den på bunden og kiggede på os. Den har vel været 60-70 cm bred, og efter at have kigget på os et stykke tid svømmede den stille og roligt videre. Det er virkelig et smukt dyr at se på – så roligt og elegant den bevæger sig. Hvilken oplevelse at begynde dagen med J Vi snorklede rundt i bugten 1 times tid, og så indtil flere rokker og flotte kulørte fisk.

Det begyndte at blive lidt koldt, men så var det jo godt at vi bare kunne lægge os op stranden i solen J

Efter en god pause med lidt at spise og drikke var det ud igen. Ikke nær så mange rokker denne gang, men så tilgengæld flere fisk.

Vi besluttede så at gå over i den anden bugt. Så det var på den igen – op, op, op og så ned, ned og ned J Det sidste stykke ned til bugten var af meget stejle trapper og da vi kom ned viste det sig at der slet ikke var nogen strand, det var bare en masser store klippeblokke. Så at finde et nogenlunde plant sted var lidt udfordrende, og at få krabbet sig ud til vandkanten og ned i vandet var også en anelse besværligt. Men som altid lykkedes det jo på en eller anden måde.

Snorklingen her var helt anderledes. Bunden var fyldt med høje tangplanter og der var mange flere forskellige slags fisk. En rigtig flot snorkeltur der blev afsluttet med at vi så dagens største rokke. Den har nok været omkring 1 m. bred og svævede (hmm, kan det lade sig gøre i vand?) af sted lige så stille og roligt J

Turen op til bilen af den stejle sti viste sig at være noget af en udfordring – jeg var vist blevet mere træt end jeg havde regnet med! Men tanken om den kæmpestore new zealandske bøf der ventede hjemme på campingladsen var lige det der skullle til for at få slæbt kadaveret op til bilen – pyha!

Men det var det hele værd – for det var den perfekte afslutning på en helt fantastisk ferie!!!!

 

Op, op og op - ned, ned og ned - IGEN! :-)

Og så var vi på den igen!!! På vej op af Coromandel halvøen havde vi læst, at der midt ude i skoven løb en flod, hvor man i gamle dage gravede efter- og vaskede guld. Der skulle være en del vandreture af forskellig længde, men især én af turene fangede vores opmærksomhed. Turen var ca. 3 km og skulle efter sigende tage ca. 3 timer. Undervejs ville man bl.a. se nogle af de gamle guldgraver bygninger og gå igennem en 500 m. lang minetunnel, hvor der inde i mørket ville sidde en masse ”glow worms”. Glow worms er små insekter, hvor hunnens bagende er helt selvlysende for at tillokke hannerne. Så når man kommer ind i de mørke huler, hvor de sidder, skulle det være som at kigge op på stjernehimlen!

Lige ved indgangen til stierne skulle der ligge en basis campingplads, dvs. kun toilet (hvis man er heldig), men ellers bare et stykke græs at parkere på.

Med kortet i hånden fandt vi afkørselen fra hovedvejen og kørte derudaf. Pludselig blev den asfalterede vej afløst af en grus vej, men da der ingen anden vej var tænkte vi, at vi sikkert var på rette vej. Så vi kørte og kørte og kørte indtil vi spørgende kiggede på hinanden – er vi stadig på rette vej? Tja, ikke helt til at gennemskue, men da vejen alligevel var for smal til, at vi kunne vende fortsatte vi. Og endelig kom vi til vejs ende, hvor der ganske rigtigt lå en meget smuk plads lige ned til floden omkranset af skov til den ene side og høje klipper til den anden. Så vi fandt os en plads – ikke at det var svært, da der kun var én anden bil.

Pakkede rygsækken med en trøje, video, kamera og vand og så hen til stierne. Og det så jo fint ud indtil vi have gået ca. 100 m. Den sti vi ville følge drejede pludselig opad, og jeg mener opad! Og stien var på ingen måde så vel præpareret som ved Fox Glacier. Næ nej, det var egentlig bare et spor, der var blevet trampet som gik op igennem tæt regnskov. Det så umiddelbart ikke særligt fremkommeligt ud for mig L.  Kim løb lidt op af stien, og da han kom tilbage sagde han konstaterende, at det ikke var noget for mig og mit robotben.

Nå men, heldigvis fortsatte der en anden sti hen langs floden som så mere flad ud og mere tilgængelig. Så vi valgte at gå den vej. Ud fra det ret mangelfulde kort ved indgangen til stierne så det ud som om, at vi så længere henne af den ”flade” sti ville kunne støde på den, vi oprindeligt ville gå.  For af sted det skulle vi – jeg VILLE ind og se de her berømte glow worms!

Så vi begyndte at gå. Og det gik fint derud af i en halvtimes tid, men så…..Så gik det opad. Af mange, mange høje trappetrin og et udtrampet spor igennem regnskoven. Hvad gør man så? Jeg tog hårdere fat i stokken og Kim tog fat under den anden arm, og så var det ellers med hiv og sving det atter gik opad. Men pyha det var faktisk hårdere end Fox Glacier for stien var meget ujævn, og da det lige havde regnet var den også meget mudret. Alligevel fik vi kæmpet os op, og da vi efter ca. 2 timer stod ved et stort hul i klippen var vi meget i tvivl om, om det var her de hersens glow worms boede. Da der var flere forskellige stier i området og skiltningen var meget mangelfuld kunne vi ikke helt gennemskue hvor vi var, og om vi var på rette vej.

 

Så Kim gik først ind i hullet og kunne se, at det var en gammel mineskakt der førte langt ind i klippen, og da stien så ud til bare at føre endnu højere op blev vi enige om, at det måtte være her. Så Kim fik skubbet min tunge ende op af den ca. 1.5 m. høje klippe, der førte ind i tunnelen. Og så blev det ellers mørkt!!!! (vi havde husket lommelygte J ) 50 m. inde endte tunnelen i en store hule med skakter på både højre og venstre side af os. Men disse skakter var lukket af med planker, på nær en lille åbning i hver side på ca. 50 cm. ”Hmm, det her er vist ikke helt rigtig”, tænkte vi, men da vi nu var gået helt herind måtte vi jo hellere lige stå i mørket lidt og se, om de her glow worms ville vise sig.

Pludselig siger Kim:” er der ikke noget der lyser på væggen?” Og på magisk vis begynder væggene at lyse op i en helt selvlysene grøn farve – hvor vildt!!! Eventyren Kim kunne dog ikke styre sig og møvede sig i mørket igennem den lille åbning i plankerne, ind i den næste tunnel. ”Jeg har sgu aldrig set noget lignende!” lyder det, og så måtte jeg jo famle mig vej derind. Og tænk sig – der inde (udover på væggene) sad der oppe over os i en sprække, tusindvis af grønne pletter. Hvis man ikke vidste bedre så skulle man tro, at vi kiggede direkte op og ud på nattehimlen fyldt med funklende stjerne. At stå der i bælgragende mørke og opleve glow worms, det var altså en af de oplevelser, vi helt sikkert aldrig glemmer!!!! Det var virkelig fascinerende…..

Nå, men vi skulle jo så ud og ned igen. Vi var sikre på, at vi måtte være gået forkert et sted, for ”vores” mineskakt kunne ikke være den nævnte på 500 m. Både fordi vi ikke var gået 500 m. ind, men også fordi man skulle kunne gå igennem skakten, hvor stien så ville fortsætte på den anden side, og det var i hvert fald ikke tilfældet her. Så den eneste rigtige beslutning måtte være at gå ned samme vej som vi gik op. Det var selvfølgelig en meget fornuftig beslutning lige med undtagelse af den ene lille detalje – så skulle jeg jo ned af det meget stejle, jeg lige havde kæmpet mig op af!!!!!!

Men men, ned det skulle vi jo. Så en fod foran den anden og så må det tage den tid det tager. Efter at være kommet ned af de MEGET stejle trapper kunne man enten fortsætte videre, hvor vi kom fra, eller gå igennem to meget korte tunneler. Kim havde tegnet lidt af efter kortet ved begyndelsen af turen og mente, at hvis vi gik igennem tunnelerne og fortsatte af den sti så ville vi komme ned der hvor vi ved turens begyndelse fortsatte ligeud, fordi det så for stejlt ud. Så den vej gik vi for ned det kommer man jo altid, og vi måtte bare klare det på bedste vis.

 

Den nye sti var egentlig ikke en sti ret mange steder - mere en gammel rende fra guldgravertiden som var godt dækket til af alskens regnkovsbevoksning. Så det blev en spændende tur på mere end én måde!

Men ved fælles hjælp fik vi forceret diverse væltede træstammer, vandløb, og meget stikkende planter. Og så lige pludselig, så var vi nede! Wupti, så var det klaret – og det havde ”kun” taget os 4½ time J Vi fik godt nok aldrig set alle levnene fra guldgravertiden, eller den famøse 500 m. lange tunnel med glow worms, men til gengæld fandt vi vores helt egen tunnel/grotte, hvor vi fik oplevet glow worms……

Så var det ellers tilbage til camperen og stolene frem, og så sad vi der og nød den sidste sol med et glas vin. Aften blev tilbragt med store kæmpe New Zealandske bøffer og rødvin. Inden sengetid sad vi lige udenfor med en kop kaffe og så, hvordan fuldmånen steg op over klipperne og lyste hele campingpladsen op. Hvilken afslutning på en fantastisk dag!

Og igen må jeg sige – jeg var træt da vi kom ned (ikke som efter turen på Fox der var 3 gange så lang), men jeg var ikke øm i benene og havde da stadig noget energi tilbage. Så det er jo rigtigt gode tegn, og endnu engang har jeg fundet ud af, at hvis jeg bare bider tænderne sammen og tager et skridt af gangen, så kan meget stadig lade sige gøre! Men det var jo også et af formålene med hele vores New Zealand tur – hvor langt kan jeg presses og stadig føle at det er en fornøjelse?! (og så er jeg jo heldig, at jeg har Kim til at hjælpe meget af vejen J).

 

Og så blev det Nord Øen......

Efter en dejlig sejltur med ”Bornholmer” færgen ankom vi til New Zealands hovedstad Wellington. Planen var, at vi skulle ind og se museet Te Papa. Det er et meget flot – og gratis indgang – museum, der handler om udviklingen af New Zealand samt udstillinger af skeletter af mange af de dyr der lever her. Men det der var det største trækplaster for os var KÆMPE blæksprutten, der blev fanget for en del år siden. Den målte i levende live 9 meter. Ja, 9 meter!!!!!

Og jeg må sige, at den er STOR og lidt uhyggelig at se på. Grundet præserveringen er den gået lidt i opløsning. Så det ene øje mangler og huden er begyndt at skrælle af. Men det ændrer ikke ved, at det er noget af et uhyre! Øjenhulen er så stor som en fodbold, og selve øjeæblet er på størrelse med en appelsin – pyha tænk sig, hvis man havde mødt den, mens man plaskede rundt i havet…..

Efter et par timer begyndte vi at køre nordover. Planen var, at vi skulle op til en nationalpark Tongariro, hvor Kim gerne ville gå en tur der hedder ”The Alpine Crossing”, der går henover vulkanen. Turen er ca. 20 km, så det var vist ikke helt realistisk, at jeg kunne gå med. Nå, men efter 5 timers kørsel ankommer vi og går ind på et hotel, hvor de har vejrudsigten. Åh nej! Det viser sig så, at vulkanen er lukket. Ikke pga. vejret, men fordi der har været et smule aktivitet i vulkanen og man er derfor bange for, at den pludselig går i udbrud. ØV ØV! Desværre ingen gåtur L Ja, så er gode råd jo rådne – hvad gør vi så?

Der var jo egentlig ikke andet at gøre end at fortsætte vores tur som planlagt. Så vi kørte en times tid mere nordpå, og fandt et fint sted at overnatte ved et udsigtspunkt over dalen.

Næste morgen stod den på Huka Falls og Wai-O-Tapu. Huka Falls er et sted, hvor vandet fra New Zealands største sø Lake Taupo presses igennem en smal slugt. Hold da op! Der var godt nok fart på vandet. Efter at være kommet igennem slugten ryger det ud over en klippekant (deraf navnet Falls J). Ud over kanten vælter 200.000 liter vand i sekundet!!!!!! Det er sgu godt nok imponerende og rigtig flot.

Næste punkt på programmet var Wai-O-Tapu som er et vulkansk område midt inde i skoven, hvor der er dannet en masse kratere og vandhuller, der alle er i mange forskellige farver pga. de gasser og mineraler der kommer op af undergrunden. Turen rundt er ca. 3 km, og det er jo ingenting set i lyset af turen op til Fox Glacier J Så af sted med os. Det første man bemærker, og det gør man så også! – er stanken af rådne æg pga. svovlgasserne der kommer op. Det lugter godt nok grimt! Men hurtigt ser vi hvad det hele går ud på. Frem dukker store søer og kratere der alle damper og er i mange farver. Mange af søerne er kogende – 100 grader – da det er vand, der kommer op fra undergrunden som på en eller anden måde bliver opvarmet til kogepunktet. Så man har i hvert fald ikke lyst til at falde i! Det var en meget spændende tur rundt og imponerende, at naturen kan lave sådanne ting. Det sidste krater inden turen var slut var nok det vildeste jeg længe har set. Da vi går hen imod det kan vi godt se, at det må være et stort krater. Det hedder ”Devils Bath”, så vi tænker, at der må være noget spændende nede i hullet. Og det skal jeg da lige love for! Der ligger simpelthen en kæmpe sø, hvor vandet er skrigende gult! Det ser simpelthen ud som om, at nogle har taget en gul overstregningstuds og hældt indholdet ned i vandet. Fantastisk!!! J

Tænk sig at have fundet det sted – det må have været noget af en overraskelse J

Vi kørte så helt op til kysten nord på ved Tauranga, hvor vi fandt en dejlig lille campingplads der ud over strøm og et varmt bad også har 3 pools med naturligt termisk vand – området er kendt for sit termiske vand.

Den ene pool som er den største, og hvor man rent faktisk kan svømme nogle baner har en temperatur på 35 grader. Den næste lidt mindre er 37 grader, og den sidste som er på størrelse med et almineligt spabad er 39 grader. Ahhhhh hvor dejligt!!! Vi hoppede straks i badetøjet og kastede os ud i den største. Og nu skulle prøven stå – kan jeg svømme????? Og ja, det kan jeg faktisk stadig godt. På ingen måde som før jeg blev syg, men med en del anstrengelse lykkedes det mig faktisk at svømme nogle baner. Det var godt nok en overraskelse af de bedre! Jeg har altid elsket at svømme, og det er jo god træning, så jeg er virkelig glad for, at det stadig kan lade sig gøre. Så det må vi se om vi kan gøre mere af, når vi kommer hjem.

Nu går turen så op til en halvø der hedder ”The Coromandel” som skulle have strande der ligner Bounty Land. Vejret har rettet sig – solen skinner og det er 20-22 grader J Så resten af turen står i vandaktiviteternes tegn med snorkelture og måske lidt havkajak J

Mødet med "Dusky" delfinerne.........

Så kom dagen endelig, hvor jeg skulle ud at svømme med delfiner! Kim skulle med som tilskuer og kameramand J Vi skulle være nede ved afgangen 8:20. Vi havde jo haft tonsvis af regn de sidste par dage, så det var med spænding, at vi stod op for at kigge udenfor. Vejrudsigten havde sagt, at det ville klare op, men det er jo ikke altid til at stole på. Men igen var heldet med os, der var kun få kumulusskyer på himlen, og så ellers bare en stor rund sol.

Nede ved afgangen blev vi alle kaldt ind for at få tildelt finner, maske, snorkel, hætte og våddragt. Så ind i omklædningsrummet og derefter skulle man klemmes ned i dragten. Uffff, men det gik J Så ind og se en 15 min film og hvordan man skal gebærde sig, når man skal svømme med vilde delfiner.

Efter en kort bustur ned til havnen var det ellers bare om bord på den forholdsvis lille båd. Vi var ca. 16 der skulle svømme og vel en 3-4 tilskuer. Fuld fart frem og af sted det gik. De sagde, at der var blevet spottet en stor flok delfiner kun 20 min sejlads fra kysten. Vejret var perfekt, og der var ikke så meget bølgegang. Så med søsygeplaster på og søsygepille i maven var jeg bare fuldstændig klar til min store dag.

Jeg have i forvejen været lidt nervøs for, hvordan det ville gå med at skulle svømme. Jeg har jo altid været en rigtig god svømmer, men når højre side er mest til pynt var jeg ikke sikker på, at jeg kunne svømme ordentligt. Jeg havde selvfølgelig oplyst guiderne om mit problem, og de sagde, at de ikke regnede med at det ville blive noget problem. Både fordi våddragten har utrolig meget opdrift (det er derfor man har blybælter på, når man skal dykke) og fordi at de om bord havde masser af flydebælter man kunne få på hvis nødvendigt. Fantastisk! Det fjernede da den del af nervøsiteten. Så var der kun tilbage spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne komme op i båden igen efter at have været i vandet. Nå, det op kommer man vel altid, så det ville jeg ikke bekymre mig om.

Pludselig stopper båden, og vi blev bedt om at gøre klar. Så på med hætte, maske og snorkel og så ned at sidde på nogle dertil indrettede siddepladser helt nede i vandkanten bag på båden. Til siden kunne vi se flokken – der har været mindst HUNDREDE delfiner, der bare drønede af sted i smukke spring op af vandet. Helt helt helt vildt! Det var ”Dusky” delfiner, og de er lidt mindre end dem man normalt ser (bottlenose delfinen), men stadig ualmindelig smukke.

Så lød hornet. ”BÅÅÅÅÅÅÅÅT” tegnet for at nu skulle vi i vandet . Vi havde fået fortalt, at det var bedst at lave en masse larm og plasken i vandet for at tiltrække delfinernes opmærksomhed. Så som totalt tosser plaskede vi rundt og sagde sjove lyde. Vandet var lidt grumset, men pludselig kom der 4-5 delfiner svømmende LIGE nede under mig. Og ind fra siden kom de også. Det hele gik så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at registrere det, men i maven kunne jeg mærke den der følelse man får, når man oplever noget helt vildt! Så lød båthornet igen – så tilbage til båden og så kom udfordringen – jeg skulle op……Med lidt besvær gik det hele dog, og guiden sagde til alle de andre, at de skulle rykke over, sådan at jeg kunne sidde i hjørnet. Rigtig sødt af dem.

Fuld fart frem, og af sted det gik igen på jagt efter en ny flok. Vi fandt hurtigt én og i vandet igen. Desværre var de hurtigt væk, og der var ikke så meget at se. Kaptajnen sagde, at han mente at delfinerne på den dybde vi var, var fuldt optaget af at æde, så de ikke gad ikke rigtig fatte interesse for os. Vi skulle derfor sejle ud på dybere vand ca. 20 væk. Ud af ingenting dykker der pludselig den største flok vi indtil videre havde set frem. Der har måske været 200!!! ”Båt Båt” og plask så var vi i igen. Og så pludselig var jeg omringet af delfiner. Jeg vil tro, at jeg så 7-8 delfiner svømme under, ved siden og over mig. FANTASTISK!!! De var en helt vild fornemmelse, og en følelse af at opleve noget helt unikt. Tænk sig, at man bare hopper i vandet og så kommer vilde delfiner drønende rundt om én.

Det blev sidste tur, så op i båden og få noget varmt tørt tøj på. Vandet var rimelig koldt, men det glemte jeg helt da jeg lå og plaskede og sagde sjove lyde, men oppe af vandet kunne man rigtig mærke kulden. Men med Kims hjælp kom jeg i tørt tøj, og så blev der serveret varmt kakao og småkager.

Inden vi igen skulle i land var der lige tid til en foto session. Ikke langt fra kysten fandt vi en kæmpe flok smukke delfiner. I det helt turkisfarvede vand cruisede de af sted i smuk harmoni. Der blev selvfølgelig, igen, taget masser af billeder og video.

Vel i land igen, var det vist blevet tid til frokost – pyha jeg var godt blevet sulten!!! J

Så hvilken oplevelse det var!!!! Der er sikkert mange der har prøvet at svømme med delfiner i en eller anden Sea World, hvor delfinerne er i en pool og næsten tamme, men hvor mange har prøvet at kaste sig ud i det åbne hav og derefter – om kun for en kort stund – være omringet af vilde delfiner?! Det er vel egentlig lige meget, men for mig var det en helt unik oplevelse som jeg aldrig vil glemme. Selv om der måske var mere at se fra havoverfladen, hvor man selvfølgelig kan se alle delfinernes akrobatiske spring, så kan det ikke beskrives hvordan det er at ligge lige ved side af dem i havet.

Og igen var alle guider og andet personale ekstremt opmærksomme og hjælpsomme omkring mig. Der blev virkelig taget hånd om mig – ikke på sådan en nedværdigene måde – bare ren og skab hjælpsomhed. Well done, Kaikoura og Dolphin Encounter!!!!!

Et sidste farvel til babysælerne ved vandfaldet, og så gik turen ellers nord på igen til Picton.

Lige nu sidder vi på færgen over til Nord øen. Det er 3 timers sejltur, hvor den første time er ud igennem de smukke fjorde omkring Picton. Som en lille detalje kan nævnes, at færgen er en gammel Borholmerfærge, og cafeen hedder ”Bistro Bornholm” og ude på toilet står der over skylleknappen ”Tryk og hold” J

Kaikouras hemmelighed.....

(Problemer med at uploade video lige nu - I må nøjes med billeder :-( )

Ca. 15 min. kørsel nord for Kaikoura ligger Ohau Point der har en enorm sælkoloni. Man kører langs kysten helt nede ved vandet, og pludselig dukker denne kæmpe koloni af sæler op. Man parkerer langs vejen, og dér ned af klipperne og ude i vandet ligger hundredvis af sæler og hygger sig. De sover, slænger sig, slås, boltrer sig i vandet og kigger op på de ”tosser” der står og glor ned på dem. Der er sæler i alle aldre, og mange af dem klatrer op af klipperne sådan, at de kun ligger få meter fra én, når man står og kigger ned på dem.

Det er virkelig sjovt og imponerende at se alle de sæler i deres naturlige omgivelser så tæt på! Både Kim og jeg gik helt amok med både videokamera og kamera. ”Se der”, ”Nej se der”, ”Orv prøv lige at se der”!!!! Og sådan kunne vi blive ved i timevis. Men endelig fik vi løsrevet os, og kørte de sidste kilometer ned til Kaikoura. Smuk, smuk køretur langs kysten med det turkisblå vand, der allerede efter ca. 1 km ude bliver helt mørkeblåt. Dette skyldes, at vanddybden allerede dér bliver ca. 1-2 km!!!! Meget unikt….

Kaikoura er en hyggelig kystby med alskens turistfælder såsom butikker og restauranter. Men der er rent faktisk også gode, spændende og unikke ting at finde. Læs Merihno uldtøj, Possum (et mårlignende dyr) skind og pels, og smykker lavet af både Paua skaller og hvalben. Og der skulle efter sigende også findes restauranter, der rent faktisk kan kokkerere rigtig god mad – hvilket i aften skal sættes på en prøve på restaurant ”White Morph”.

Nå, men tilbage til sælerne – for rygtet vil vide, at der lige omkring kolonien ligger et vandfald ca. 10 min. gang op igennem regnskoven. Vi havde godt set, at der tæt ved der hvor vi parkerede også var en parkeringsplads med nogle biler. ”Aha!” tænkte vi, det er nok der hemmeligheden gemmer sig. Og hvad er det så lige hemmeligheden er? Jo, dette vandfald skulle være babysælernes børnehave. De klatrer simpelthen op nede fra havet igennem en lang, stejl og brusendende flod op til dette vandfald, hvor de så ligger og plasker rundt. Dels for at lære at svømme og lave akrobatiske spring, men også for at være i sikkerhed for diverse rovdyr ude på det åbne ocean.

Så her til morgen suser vi derop. Og ganske rigtigt – efter kun at være gået 5 min. kommer vi til en bro hen over floden, og lige dernede under ligger der måske 7-8 babysæler og plasker rundt. Nogle leger mens andre er godt i gang med at bestige klipperne så de kan komme længere op af floden. Igen går vi foto-amok! Det er svært at løsrive sig, men vi kan høre vandfaldet og tænker, at vi hellere må gå op og se ”giraffen” J Så vi tramper opad yderligere ca. 5 min og dér ser vi pludselig vandfaldet – og måske HUNDREDE!!!! babysæler der bare boltrer sig helt vildt. De hopper og springer, slås og ligger og sover på klipperne. Og stien går helt hen til dem, og jeg mener HELT hen til dem. Man står simpelthen 20 cm fra de nærmeste som virker til at nyde al opmærksomheden, mens andre bare fuldstændig ignorer alt og alle og bare plasker rundt for foden af det enorme vandfald.

Jeg ved jeg før har skrevet, at jeg mangler ord til at beskrive nogle af vores oplevelser, men dét her er uden sammenligning!!!!! den VILDESTE oplevelse indtil nu. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor skønt det var at stå så tæt på alle de små babysæler og bare se dem helt igennem hygge sig. I må se videoen og billederne, og  måske få en fornemmelse af hvor unik og fantastik denne oplevelse har været – jeg kan i hvert fald ikke finde gloser, der kan beskrive det….

P.S. I morgen (tirsdag) kl. 08:30 skal jeg på en tur jeg har drømt om hele livet – jeg skal ud og svømme med delfiner!!!! Ikke i fangenskab, nej ude på havet – men det er i morgen J

 

Blenheim-Omaka-Kaikoura

 

 

Blenheim

Med små to døgns silende regnvejr var Stinnas og min beslutning, ikke overraskende, indendørs aktiviteter.

Det er første gang i de hidtidige 3 uger, at vi har skullet finde på noget sjovt og interessant som ikke foregår udendørs. Ganske uvant.

Nå men så er Blenheim ikke det værste sted at være, da det er herfra at nogle af verdens bedste Sauvignon Blanc vine kommer, tillige med ikke helt uefne hvidvine på Pinot Gris og Chardonnay druer.

Vi skal heller ikke glemme at nævne de glimrende røde vine af Pinot Noir, så der var jo en del af give sig i kast med.

Meget belejligt havde vi i den kortmappe Kipling Travel havde givet os, et glimrende kortudsnit over Blenheim regionen, så det var jo blot med at få plottet de vinhuse vi ville besøge ind – og så ellers i gang J

For eventuelle vinnørder blandt denne blogs læsere, nævner vi lige vingårde som: Fromm, Cloudy Bay, Herzog, Giesen, Nautilus og Brancott. Så er tonen lige som slået an!

Udover vi naturligvis fik smagt på ca. 25 skønne vine, må vi simpelthen fremhæve fornøjelsen ved at køre i svagt efterårsfarvede orange og røde vinmarker med de grønne bjerge som baggrund. Desuden en åbenhjertighed og imødekommenhed, når vi kom ind på gårdene. Her er ikke noget af den ”næsen i sky professionalisme” som desværre ofte sniger sig lidt ind på de større franske og italienske vingårde.

Næ nej, her mere i retning af: ”G´day, velkommen hertil – og nu skal I høre hvad vi vil foreslå at I smager her hos os”.

Det var simpelthen en fornøjelse – og naturligvis måtte vi lige have en flaske Pinot Noir med hjem i camperen. Hmm den matchede lammebøffen og rôstierne perfekt J

 

Omaka

Her på andendagen af de indendørs sysler, gik turen til Omaka Aviation Heritage Center, som er et ret fantastisk flymuseum, med fokus på første verdenskrig.

Idé og pengemanden bag museet, er Sir Peter Jackson – og ja, det er ham med Ringenes Herre trilogien!

I 15 store, naturlig størrelse, opbyggede tableauer, med både originale og nogle replica fly, beskrives både flyene, deres baggrund, historie og anvendelse.  Herudover er der et væld af personlige ejendele fra krigshistorisk kendte personer udstillet.

Jeg vil blot nævne Baron von Richthofen (Den røde baron) og Hermann Gôring (Rigsmarskal under anden verdenskrig, men flyver es under første).

 

Man ser  f.eks. de originale uniformer som de bar, personlige breve – og for ”Den røde barons” vedkommende, helt unikke flydele fra det legendariske røde 3 dækker fly, han var så berømt for –og til sidst blev skudt ned og døde i.  Jeg må bare nævne at en engelsk soldat som kom frem til det nedstyrtede fly, tog sin bajonet og skar det tyske kendingsmærke ”jernkorset” af flyets ene vinge.

Det er nu udstillet ved siden af et tableau hvor man ser det nedstyrtede fly og en død von Richthofen omgivet af engelske soldater.  Det er så livagtigt lavet, at man sgi næsten føler historiens vingesus!

Men det er jo ikke overraskende, når man ved, at de folk som har bygget alle tableauerne – er de som lavede special effects til den tidligere nævnte film trilogi.

Godt med en regnvejrsdag – Det museum SKAL opleves J

For mit vedkommende var det at skulle på museum en blandet fornøjelse. For det første fordi første verdenskrig ikke lige er det der interesserer mig mest (undskyld hvis jeg fornærmer nogen J ) og for det andet fordi det at skulle traske rundt i langsomt tempo i et par timer godt kan være lidt hårdt for mig. Nå, men da det alligevel silede ned udenfor tænkte jeg, at et eller andet skulle vi jo tage os til, og da verdenskrigene interesser Kim meget måtte jeg vel ”bøje” mig og følge med J Så af sted det gik. Vi havde aftalt at jeg først prøvede bare med stokken, men hvis jeg blev for træt så hentede vi bare kørestolen ude i bilen.

Lige idet vi træder ind på museet møder vi en meget snaksaglig og vidende ældre herre – som var guide på museet. Han fortæller om det ene og det andet, og sytten andre ting. Han fortæller bl.a. at rundturen rundt på museet taget, hvis man læser alle skiltene til flyene, ca. 2 ½ time. ”Pyha” tænkte jeg det ved jeg slet ikke om jeg kan holde til – fysisk. Men inden jeg nærmest har tænkt tanken til ende peger han over mod vægen, og der står 3 kørestole til fri afbenyttelse!!! Så mig op i en stol og så var vi kørende J Halvt igennem turen var jeg blevet en anelse træt af at sidde ned, så jeg trampede lidt rundt med stokken. Med det samme kom en anden guide hen til os og spurgte om han skulle tage stolen for os så vi (læs Kim J ) ikke skulle skubbe en tom stol rundt. Vi valgte dog at beholde den, og den kom da også lidt i brug senere.

Så igen må vi konstatere at New Zealand er et MEGET handicapvenligt land. Det er da fantastisk at de på et sådan museum bare har 3 kørestole til rådighed. Jeg må sige at jeg er meget imponeret, og det gjorde hele museumsturen meget nemmere. Og for god ordens skyld må jeg hellere nævne, at jeg rent faktisk syntes at det var ret interessant. Så alt i alt fik vi alligevel noget godt ud af 2 ualmindelige regnvåde dage J