Hjemme igen.....

Først undskyld at det har taget lidt tid at skrive dette, men det har været en smule hektisk at komme hjem efter en måned på farten. Men men, nu vil jeg lige lave en afslutning og opsummering på vores fantastiske tur!!!!!

Det nemmeste er vel først at lave en checkliste over de ting som har printet sig hårdest på nethinden, så her kommer den:



Krydse Cook Straight - check
Svæveflyvning - check
Havkajak - check
Sæler - check
Delfiner - check
Baby sæler - check
Pingviner - check
Snorkling - check
Spise på White Morph - check
Spise på Orbit roterende restaurant på toppen af Skycity, Auckland - check
Eksotiske fugle - check
Eksotiske planter - check
Eksotiske insekter - check
Dybe slugter - check
Høje bjerge - check
Gletchere - check
Vandfald - check
Guldmine skakt - check
Glow worms - check
Båd cruise på Doubtful Sound - check
Solnedgang over det Tasmanske hav set fra dækket - check
Brusende floder - check
Sengeudsigt til Mælkevejen - check
Stjerneskud - check
Bounty strande - check
Kilometervis af snoede bjergveje - check
Lange øde vejstrækninger - check
Millioner af får - check
Millioner af køer - check
Tusindvis af geder - check
Tusindvis af vildt - check
Søstjerner - check
Pigrokker - check
Snapper fisk - check
Vingårde - check
Ni meter lang blæksprutte (død) - check
Masser af flinke og imødekommende mennesker - check
Lange vandreture - check
Grønne muslinger - check
Lammeretter - check
Bluff Østers - check
Vulkanlandskab - check

Ja, som det kan ses så har vi godt nok fået oplevet meget, og det er faktisk lidt svært at fatte at et forholdsvist lille land som New Zealand har så meget at tilbyde!! Og vi har endda meget til gode  det er altså helt utroligt.....Vi håber begge at komme derned igen en gang!

Men hvordan har det så været at rejse med et handicap. Som tidligere nævnt, så var jeg inden vi tog af sted lidt urolig for om det ville være for besværligt, og at der var mange ting jeg ville gå glip af. Men det har jeg på ingen måde haft grund til! Allerede på turen derud blev jeg hjulpet og den lange tur derud blev gjort så nem og behagelig som det nu er muligt når man skal flyve i 24 timer.

At rejse rundt i en camper gik også helt og aldeles smertefrit. Vi fandt hurtigt en rytme og jeg synes at det var overraskende rart at have "huset på ryggen". :-) Selvfølgelig var det lidt besværligt at skulle leve på så få og snævre m2, men når bare vi satte tempoet lidt ned og lod tingene tage den tid det nu engang tog, så var det faktisk helt hyggeligt.

Det var virkelig overraskende for mig så handicapvenligt New Zealand er. At der stort set alle steder var handicaptoiletter, at alle gåture havde skilte der viste om det var muligt at komme frem med en kørestol, at der var masser af handicapparkering, og at det var muligt at få en tilladelse til handicapparkering på baggrund af den danske. Derudover synes jeg virkelig at new zealænderne gjorde meget for at hjælpe mig mest muligt når vi var på de forskellige ture. Og det blev gjort på en sådan måde, at jeg ikke følte det ydmygende eller at jeg udgjorde et problem. Det var som om at det faldt dem naturligt bare at træde til med den hjælp der nu en gang måtte være nødvendig. Det var virkelig en fantastisk oplevelse.

Fsva. min fysik, så var det som om at jeg fandt en gejst og stædighed frem, som jeg måske ikke helt har haft herhjemme. Muligheden for at få en masse oplevelser gjorde at jeg pressede mig selv hårdere end jeg havde troet muligt, og kunne mærke at jeg virkelig blev stædig og bare VILLE gøre en masse ting. Og det viste sig jo, at jeg kunne mere end jeg havde regnet med, og at jeg faktisk ikke blev så træt som jeg havde troet. Samtidig opdagede jeg jo også at jeg tog mindre af min smertestillende medicin. Om det var, som nævnt tidligere, fordi jeg faktisk havde mindre ondt eller om jeg bare ikke tænkte så meget over pga. alle oplevelserne er svært at sige, men det var da en positiv ting ligegyldigt hvorfor.

Selvfølgelig gjorde det en KÆMPE forskel at jeg havde Kim med, for uden hans hjælp havde det ikke været muligt at gå så mange og lange ture som vi gjorde, og der var i det hele taget mange ting som blev gjort nemmere af at han hjalp til. Men det ændrer ikke ved at jeg fandt noget frem i mig selv som jeg ikke troede jeg havde, og det skal jeg prøve at holde fast i, også nu efter vi er kommet hjem. Og det synes jeg faktisk at jeg har. Jeg har jo ikke gået ture med vovserne i skoven fordi jeg ikke mente at jeg kunne. Men nu hvor jeg har bevist over for mig selv at jeg virkelig godt kan hvis jeg bare kæmper lidt for det, så er det faktisk lykkedes mig at gå ture på 3-4 km i skoven sammen
med Kim og vovserne, og det er vel at mærke helt uden hjælp!! Så det er jo helt fantastisk at kunne opleve skoven især her hvor foråret presser på, og skoven for hver dag bliver mere og mere grøn.

Og så skal man jo ikke glemme at det også er god fysisk træning!!!

Så helt uden nogen som helst form for forbehold har dette været den mest fantastiske oplevelse!!! Både i forhold til mængden af oplevelser, men sørme også i forhold til min sygdom!

Også et kæmpe tak til Kipling Travel og Lars Gundersen for støtten og inspirationen hjemme fra lille Danmark. Til mine forældre for at have passet på de to firebenede terrorister -og ikke mindst selvfølgelig Kim for at være der med en god blanding af pisk og gulerod når nødvendigt :-).

Jeg håber virkelig at denne blog kan være en inspiration til alle andre med sclerose. Et bevis på at der stadig er masser af oplevelser og muligheder at finde det er kun et spørgsmål om at turde tage springet.....

SÅ HOP ALLE JER DERUDE - det er det hele værd! :-)